Flere ton er raslet af esbjergenserne

Torsdag er sidste dag i kollektiv slankekur. 735 esbjergensere er blevet slankere om livet.

De seneste otte uger har pizza og sukker været bandlyst for 735 esbjergensere.

Og nu giver kuren Esbjerg på Vægten resultater: Den seneste vejning viser, at deltagerne, der er fordelt på 145 hold, tilsammen har tabt 3.842,1 kg.

- Jeg synes, det har været rigtig godt, men jeg har selvfølgelig også været under rigtig stort pres fra både kolleger og alle mulige andre sider af, fortæller deltager Thomas Haahr, der har skåret ned på kulhydraterne og skruet op for motionen siden d. 9. januar.

Da kuren begyndte, vejede Thomas Haahr 101,7 kg.

Torsdag formiddag viser badevægten 91,3 kg.

- Det er jeg meget glad for. Det betyder nok også, at jeg ikke kommer til at spise resten af dagen, siger han til TV SYD. Torsdag aften vejes deltagerne nemlig for sidste gang. Det hold, der er blevet lettest, vinder 10.000. kr.

Hør mere om, hvad Thomas har gjort for at tabe sig i aftenens udsendelse.

Læs mere om Esbjerg på Vægten her