TV der bevæger dig

Flygtningestrøm førte til frivillig-boom

01:34

Det var billeder som disse, der førte til det store frivillig-boom, mener Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

Røde Kors og især Dansk Flygtningehjælp fik langt flere frivillige, da danskerne så flygtninge gå på motorvejene

Mange danskere vil gerne gøre en frivillig indsats for flygtninge. Både Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors oplyser til TV SYD, at de har haft en massiv stigning af frivillige siden efteråret 2015, da der begyndte at komme mange flygtninge til Danmark.

- Før flygtningestrømmen havde vi 6000 frivillige i Danmark, og henover efteråret 2015 og foråret 2016 fik vi 2500 mere. Der var ingen tvivl om, at folk reagerede på det, de så i medierne, siger Else Tersgov, som er konsulent for Dansk Flygtningehjælp (DFH) i Region Sydjylland.

Siden er antallet af frivillige stagneret, fordi der ikke er så meget fokus på flygtninge, mener hun. Alligevel har de fastholdt det høje antal frivillige.

Modstand giver flere frivillige
Røde Kors havde godt 2800 frivillige i integrationsarbejdet i 2016, hvilket var en stigning på godt 20 procent siden september 2015. Desuden steg antallet af frivillige i asylcentrene fra knap 900 til nu knap 1200. 

Mange ville gerne hjælpe, og den tendens ser ud til at være endnu stærkere, når der er mennesker i vores samfund, som protesterer højlydt mod flygtninge.

Maria Holm Bækgaard, udviklingskonsulent, Røde Kors, Region Syddanmark

- Vi fik enormt mange opkald, da der gik flygtninge på motorvejene. Mange ville gerne hjælpe, og den tendens ser ud til at være endnu stærkere, når der er mennesker i vores samfund, som protesterer højlydt mod flygtninge. Så bestemmer flere sig modsat for at blive aktive og give flygtningene en hånd, siger Maria Holm Bækgaard, som er udviklingskonsulent for Røde Kors i Region Syddanmark.

Familier og lektiehjælp
Alene i Sydjylland har DFH knap 2200 frivillige, som arbejder med flygtninge udenfor asylcentrene. Nogle arrangerer sommerlejre, giver lektiehjælp eller er frivillige på sprogcentrene, mens andre er netværksfamilier for flygtninge.

Sidste år havde 8351 flygtninge en frivillig ven eller venskabsfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors. Det var 34 procent flere end i 2015. Også Red Barnet oplyser til TV SYD, at der er kommet markant flere frivillige danskere efter den store flygtningestrøm.