TV der bevæger dig

Fødevarestyrelsen: Spis trygt dansk grønt

Du kan roligt spise grønt produceret i Danmark.

Fødevarestyrelsen finder det nu nødvendigt at berolige danskerne om frugt og grønt ovenpå tarmbakterie-krisen.

Du kan trygt spise både agurk, tomat og salat fra Danmark.
Sådan lyder det nu i en lidt usædvanlig melding fra Fødevarestyrelsen, som ovenpå smitten fra den livsfarlige tarmbakterie VTEC i nordtyske grøntsager finder det nødvendigt at opfordre danskerne til atter at spise frugt og grønt.

- I de otte officielle kostråd anbefaler vi forbrugerne at spise 300 gram grøntsager om dagen, fordi det giver masser af vigtige næringsstoffer og er med til at forebygge livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme, kræft og overvægt.

Sådan siger fødevareberedskabschef Kim Vandrup Sigsgaard, der kalder det "forståeligt", hvis danskerne styrer uden om grøntsagerne på grund af de massive problemer i Tyskland.

- Men både for den enkelte forbruger og for de danske gartnerier er det et uheldigt valg. Forbrugerne går glip af en masse vitaminer og nogle gode smagsoplevelser, og danske gartnerier mister indtægter, siger han.

Danske grøntsager var en kort overgang under mistanke for at bære VTEC-bakterien, der har ramt i alt 20 danskerne, men blev hurtigt frikendt. Og fødevareberedskabschefen understreger, at den danske fødevaresikkerhed er meget høj.

- I andre lande vander man ikke altid med samme høje vandkvalitet, som gartnerierne gør her i landet. Derfor er det også uhyre sjældent, at vi ser alvorlige sygdomsudbrud, hvor danske grøntsager er kilden, siger fødevareberedskabschefen.

- Kilden til det tyske udbrud er ikke danske grøntsager. Dem kan forbrugerne fortsat trygt spise.

Fødevarestyrelsen fastholder stadig sin advarsel mod rå agurk, tomat og bladsalat fra Nordtyskland. Fødevarestyrelsen følger fortsat situationen i Tyskland nøje.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden