Alle biskopper er enige om, at der "skal ske lettelser i forhold til at kunne holde vielsen andre steder end i det traditionelle kirkerum", skriver Kristeligt Dagblad.
Forsøg
Spørgsmålet har været debatteret hele sommeren. Og på mødet i Haderslev besluttede biskopperne, at der skal laves retningslinier for "vielser uden for kirkerummet", som skal fungere i en forsøgsordning.
Til april tager biskopperne spørgsmålet op igen til endelig beslutning, og biskop Elisabeth Dons Christensen fra Ribe Stift lægger ikke skjul på, at tidspunktet er fastsat med sommeren for øje, som er højsæson for danskernes bryllupper.
Gudstjeneste i det fri
- Problemet er, at i vores liturgi for vielsen er der musik, tekster og salmer, som er rammet ind af kirkerummet, og det er i virkeligheden den bedste ordning.
- Men vi ved også godt, at vi kan holde pinsegudstjenester i det fri landet over, og så skulle der også være mulighed for det, når det gælder et bryllup, siger Elisabeth Dons Christensen.
Efterspurgt
Hun påpeger, at alle biskopperne godt er klar over, at vielser andet sted end i kirken er efterspurgt af mange af folkekirkens medlemmer og sognepræster, og derfor har biskopper også haft denne sag på dagsordenen gennem de seneste par år.
Ikke frit slag
- Med en forsøgsordning får vi mulighed for at se, hvor stort behovet er, og hvilke ønsker brudeparrene måtte komme med, inden en eventuel ny ordning for vielser uden for kirkerummet bliver gjort permanent.
- Men der bliver ikke bare givet frit slag for hvad som helst, siger Elisabeth Dons Christensen.