Fra børnehospital til direktørstol

Region Syddanmark har ansat en ny sygeplejefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på H.C. Andersen Børnehospital i Odense.

Den 58-årige Grete Kirketerp Nielsen afløser Ditte Thinggaard, som har valgt at gå på pension. Den nye direktør begynder i jobben den 1. december.

Nye centre

- Grete Kirketerp Nielsen har en stor og solid erfaring med at lede store afdelinger på forskellige sygehuse, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær. Samtidig interesserer hun sig for, hvordan man kan udvikle organiseringen og arbejdet på et sygehus. De kompetencer bliver der god brug for på de sønderjyske sygehuse i de kommende år, hvor vi blandt andet skal have akutsygehuset i Aabenraa og specialsygehuset i Sønderborg på plads.

Sygehus Sønderjylland er i gang med at organisere patientbehandlingen i 11 nye centre, der tager udgangspunkt i patientforløb i stedet for de lægelige specialer. De nye centre, der begynder fra nytår, er en logisk forlængelse af den nye fælles akutmodtagelse, som er sygehusets fælles indgang for alle akutte patienter.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til det nye job, siger Grete Kirketerp Nielsen. Som et af de første sygehuse i Danmark er Sygehus Sønderjylland i gang med at organisere sig i nye centre, hvor omdrejningspunktet er patienterne i stedet for specialerne. Det er en nytænkning, som jeg finder rigtigt og spændende, og som jeg tror, jeg kan bidrage til.

Syv ansøgere

Grete Kirketerp Nielsen bor i Odense. Hun har to voksne børn. En søn, der er ansat i udenrigsministeriet og arbejder i Dar es Salaam, Tanzania, og en datter, der er pædagog i Odense.

Der var syv ansøgere til stillingen som sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.