TV der bevæger dig

Fredagen: Frederiksen, fællesråd, frivillig-fejring - og åbning af børneslot

  • Mette Frederiksen – formand for Socialdemokratiet og kandidat til statsministerposten ved det forestående valg – kommer fredag på besøg på Als.

    Først besøger Mette Frederiksen virksomheden Linak sammen med 3Fs forbundsformand, Per Christensen, for at se på, hvordan man i fremtiden kan sikre arbejdspladser i alle dele af landet. Derefter går turen videre til virksomheden Rose Cykler i Broager, hvor hun vil se nærmere på de udfordringer, små virksomheder står overfor, når der skal ske et generationsskifte.
     

  • Den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), deltager fredag i Landdistrikternes Fællesråds årsmøde og generalforsamling, der holdes i Billund. Derudover taler også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Det Radikale Venstres formand, Morten Østergaard.
     
  • Fredag aften fejrer Haderslev Kommune sine frivillige ved årets ”Talent og Frivilligheds Award” Det sker ved et arrangement i Haderslev Idrætscenter, hvor alle, der det seneste år har vundet et mesterskab, vil blive fejret. I løbet af aftenen uddeles der syv priser. Talent og Frivilligheds Award er Haderslev Kommunes måde at takke de frivillige indenfor kultur, fritid og idræt for deres indsats.
     
  • Ligeledes fredag aften åbner Legoland Castle Hotel, som dermed bliver Danmarks nyeste slot. Hotellet har 142 værelser, og det gennemgående tema er fuldstændig som et ægte Lego-slot. De første gæster ankommer klokken 19. Fra klokken 19.30 vil der være et stort åbningsshow med riddere på hest og karaktererne fra Legoland, der med hjælp fra tv-vært Thomas Skov skal forsøge at åbne slottet.
  • To mænd blev standset på Glansager i Vollerup. De kørte med en trailer med en Jetski på. Både trailer og Jetski viste sig at være stjålet - og derudover blev føreren af bilen testet positiv for narkotika.
     
  • Fredag i sidste uge blev en helt ny Nissan Qashqai stjålet i Vejen. I nat dukkede bilen op i Tønder. Den havde fået monteret stjålne, tyske nummerplader. Gerningsmændene er desværre stukket af, men en politihund fandt bilnøglen. Så nu er ejer og bil blevet genforenet.
  • På Midtjyske Motorvej, fra Vejle mod Herning - mellem Tørring og rasteplads Hærvejen Nord, er der tidligt fredag morgen tabt en metalplade på midterstriben. Vejhjælp er på vej. I Haderslev er Gravene spærret i forbindelse med afprøvning af bymidtestrategi.
     
  • Ellers er der intet nyt om trafikale problemer på hverken veje eller i den kollektive trafik.
     
  • Du kan altid tjekke biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på Sydtrafik og Midttrafik og tog hos DSB og Arriva.
  • Fredagens vejr bliver tørt og først på dagen stedvis skyet eller tåget. Der kommer en del sol, men i løbet af dagen bliver det stedvis mere skyet. Temperaturer op mellem 8 og 13 grader, køligst ved vestkysten og Vadehavet. Vinden bliver let til frisk vind fra sydvest, oplyser DMI.

 

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Christian Kallenbach

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu