Her har de fået mange kvinder over i mandsdomineret sport - nu har de fået blod på tanden

I Tørring Billardklub er sporten ikke længere kun for mænd eller i samspil med dem. Kvinderne mødes selv hver tirsdag, og flere er begyndt til turneringer.

Den røde kugle er i fokus. De stiller skarpt, lader køen hvile på tommelfingeren og giver et forsigtigt ryk.

Kuglen har kurs mod to andre hvide kugler, rammer den begge, er der point. Rammer den en enkelt, som efterfølgende vælter kegler, er der point.

Spillet virker måske simpelt, men det kræver øvelse. Det får 15 kvinder hver tirsdag i Tørring Billardklub, og her er der kun kvinder.

- Jeg har skabt min egen legeplads, og det mener jeg faktisk. Vi har det vildt godt her, siger Margit Nielsen.

Klubbens succes er gået over al forventning.
Margit Nielsen har selv skabt det sted, hun stod og manglede.
Foto: Emma Rixen Hedegaard, TV SYD

Hun manglede et sted, hvor hun kunne lære at mestre disciplinen keglebillard, uden at der stod en kødrand af mænd med flere årtiers erfaring.

Et sted at vokse

Holdet så dagens lys i vinteren 2022 og er hurtigt blevet et sted, hvor der er plads til skæve skud, succeser og snakke.

- Det betød noget i starten, at det kun var piger. Vi behøvede ikke præstere noget særligt over for de mænd, der har spillet i 20 år. Men efter et år, så tør vi godt stille op, og det er jo perfekt, siger Kirsten Kristensen, der hurtigt blev en del af holdet.

Hun deltager i turneringer, hvor kvinderne ofte lejer et sommerhus og bruger en weekend i hinandens selskab. Noget hverken hun eller stifteren bag havde regnet med.

- Det er gået over al forventning. Da jeg satte det i gang, tænkte jeg: "man kan jo forsøge", siger Margit Nielsen.

Hun er tilflytter til byen, så udover at lære keglebillard at kende, så har det også været et godt sted at møde andre fra området.

Få kvinder

Billardklubberne er generelt i vækst og får flere medlemmer. I 2019 var der 7.924 medlemmer på landsplan, nu er der 10.684.

Selvom kvinderne følger godt med i udviklingen, så udgør de i 2023 dog stadig mindre end 12 procent. Der er 1.216 kvindelige medlemmer i klubberne, og i Tørring ligger de nu i den gode ende af statistikken.

- Vi har i en lang årrække forsøgt med damerne, men det er aldrig rigtig lykkedes for os. Det her er langt over de forventninger, vi havde, så vi er dybt taknemmelige for det arbejde, Margit og hendes mand Knud Aage har gjort, siger Klaus Hansen.

Han er formand i Tørring Billardklub og næstformand i Den Danske Billard Union. Her har de nedsat et kvindeudvalg, der også har været besøg i Tørring for at få inspiration.

- Kvinderne er stadigvæk minimumrepræsenteret i klubberne. Der er nogle få klubber, der er rigtig gode til det, men langt de fleste har måske to til fire damer. Det er få klubber, der ligesom os har hele 15 damer til at spille. Så det er meget ekstraordinært, siger han.

Kaffe og spil

Det er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigst, at hygge sig i klubben som at lære spillet. Derfor holder de altid kaffepause undervejs, og her går snakken altid så godt, at lydniveauet ligger i den høje ende.

De får altid kaffe, når de mødes til træning, og når der er noget at fejre, får de også kage.
De får altid kaffe, når de mødes til træning, og når der er noget at fejre, får de også kage.
Foto: Emma Rixen Hedegaard, TV SYD

- Vi snakker kageopskrifter, og vi snakker mænd, når der ikke er nogen i nærheden, vi griner og hjælper hinanden med de problemer, man nu lige kan snakke om, og så øver vi. Vi kommer langt omkring, siger Margit Nielsen.

Kvinderne har udviklet sig meget, siden de første gang skulle sigte efter den røde kugle, og det har givet mere blod på tanden.

- Jeg stod med en kø og vidste jo godt, hvad man lidt skulle, men jeg kunne ingen regler, og jeg syntes, at det måske var pinligt, at man ikke kunne. Nu vil jeg gerne spille med mænd, det kunne jo være godt at banke dem, siger Margit Nielsen.

De håber også, at de på et tidspunkt kunne få fat i de helt unge piger og give børnefamilier mulighed for at spille med.