Frederik vil op i skyerne

Flyvevåbnet er på jagt efter nye piloter, og lokkemaden er en prøvetur i en F35-flysimulator. En af dem, der bed på, er 21-årige Frederik Borgstrøm Nielsen.

Landingsstellet tages op, der gives gas og lydens hastighed overhales indenom. Frederik Borgstrøm Nielsen sidder med hænderne og styrer det tætteste, som man kommer på en F35 uden endnu at være pilot. Han er en af de 100, der har fået en plads i F35-simulatoren under besøget i Haderslev.

- Jeg tænkte, at det kunne være en god udfordring, og at blive pilot kunne da væ 

re en interessant karriere at gøre sig. Vi har jo alle sammen set Top Gun, griner han.

Men Frederik Borgstrøm Nielsen er oppe imod hårde odds. Ud af de 600 ansøgere, som rekrutteringsansvarlig kaptajn Tor Jønsson håber, der melder sig til uddannelsen, er det kun 24, der ender med luft under vingerne.

- Vi leder jo efter de bedste af de bedste. Det skal være nogle kloge hoveder, men ikke nødvendigvis dem med de bedste karakterer. Det er nogle særlige kompetencer, som vi søger. For eksempel evnen til at have mange bolde i luften på samme tid, siger kaptajnen.

Der er brug for de unge, som går og nynner med på temasangen til filmen Top Gunn. Flyvevåbnet står overfor et generationsskifte, en ny flytype og en mulig pilotmangel. Og selvom jobbet tænder en gnist i de fleste, så kommer det med en kontrakt, som har fået Frederik Borgstrøm Nielsen til at tage en dyb indånding.

-  Det koster mange millioner at uddanne en pilot. Så når man er færdig som pilot, så skriver man under på 12 års tjeneste i Flyvevåbenet. Det er lang tid for mange, og det er et svært valg at træffe, hvis man er 18 eller 20 år gammel, forklarer Kaptajn Tor Jønsson.

Selvom der manglede vind og tyngdekraft i simulatoren, så var det en spændende oplevelse, fortæller Frederik Borgstrøm Nielsen efter sin tur. Nyheden om den 12-årige kontrakt overraskede lidt, men den har ikke ændret på den drøm, der stadig ligger i maven.

- Drømmen, den lever endnu. Så må vi se, hvad der sker, siger Frederik Borgstrøm Nielsen og stiger ud af simulatoren i Haderslev.