Frikvarterets helte hædres

I regn og slud skal legepatruljerne ud. De skal lege med andre børn i skolefrikvarterene. I dag var det dog patruljeelevernes egen tur til at lege.

Eleverne i skolepatruljerne er uddannet via organisationen Dansk Skoleidræt. Hver dag sætter de lege i gang i frikvartererne for de yngste elever på deres skoler.

I dag blev legepatruljerne belønnet for deres indsats med en inspirerende legedag på Idræthøjskolen i Vejle. Her havde studerende forberedt en masse aktiviteter kun for dem.

- Jeg synes, det er sjovt at prøve en masse lege med nogen på sin egen alder og lære nogle nye lege, vi kan tage med tilbage til skolen, siger Mikkel Bang fra 6.B på Bakkeskolen i Hørning.

Det er ingen dum ide, at de store elever leger med de små. En evaluering af legepatruljeindsatsen viser, at mobningen bliver mindsket, at legen giver venskaber på tværs af klassetrin, og at det skaber fysisk aktivitet på skolerne.

På landsplan er 857 skoler en del af legepatruljeprojektet.