Frygt for at ny børnelokker er på spil

Politiet i Vejle leder efter afrikansk mand, som tirsdag morgen tilbød en lille pige en is på stisystemet i Bredballe - tæt ved butikscentret. Episoden har skabt frygt for at en ny børnelokker er på spil.

- Pigen beskriver manden som afrikaner med store fortænder, siger vicepolitikommissær Jens Møller Pedersen til TV SYD. Han er mellem 20 og 40 år, og vi håber, at nogen kan genkende ham ud fra den beskrivelse. Manden kørte på en scooter.

- Han gjorde ikke seksuelle tilnærmelser til pigen, som bare ignorerede ham og cyklede hjem til sine forældre.

Episoden har skabt frygt for, at en ny mulig børnelokker var på spil.

For en uge siden var der nogle tilfælde, hvor en mørkhudet mand kontaktede børn i området. Bl.a. en otte-årig pige på Strandvejen og nogle piger på rideskolen tæt ved Hældagerskolen.

- Den mand har vi fundet frem til - og det er helt sikkert en anden, siger Jens Møller Pedersen. Manden er blevet afhørt - og han har indrømmet, at han kontaktede pigerne.

Sagen er henlagt, fordi det, denne mand gjorde, ikke direkte er strafbart.

- Men den slags episoder skaber utryghed, siger vicepolitikommissæren. Der har været stor opmærksomhed på de tidligere episoder på de to skoler i området, Hældagerskolen og Kirkebakkeskolen.