Frygter vindmøller nær storkerede

Vindmøller kun halvanden kilometer fra storkereden på Smedager ved Aabenraa vækker bekymring hos Storkene.dk. Vindmøllerne, som ikke er opstillet endnu, kan blive meget farlige for storkene.

- Problemet med opstillingen så tæt på storkereden er, at vindmøllerne bliver placeret i et område, hvor storkene fouragerer, skriver formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen på hjemmesiden.

- Storkene opfatter ikke vindmøllevingerne som en fare og bliver derfor lette ofre for dem. Ikke mindst ung-storkene kan få problemer med vindmøllerne, da de er utrænede og endnu ikke har lært om de farer, som et moderne landskab rummer. Det være sig både højspændingsledninger og vindmøllevinger.

Storkeparret på Smedager fik tre unger på vingerne sidste år. De kunne bl.a. følges live på TV SYD+.

Storkene ventes at ankomme til reden i april.

Jess Frederiksen understreger, at Storkene.dk ikke er imod grøn energi.

- Men situationen er desværre ikke den, at det vrimler med ynglende storkepar i Danmark. Tværtimod skal vi naturligvis værne om hvert eneste par vi har. Derfor anbefaler Storkene.dk, at man overvejer at ændre placeringen af vindmøllerne så tæt på storkereden.