Gerningsmand stadig på fri fod efter hjemmerøveri med peberspray

Torsdag i sidste uge blev et par truet med peberspray i deres eget hjem af to maskerede mænd. Én af de to gerningsmænd er stadig på fri fod.

Natten til torsdag i sidste uge fik et yngre par et ubehageligt besøg.

- To mænd henvender sig på deres bopæl i Houmannsgade i Horsens, her truer de parret til at udlevere smykker og en mobiltelefon, siger Lars Peter Madsen, vicepolitiinspektør, til TV SYD.

De to mænd var maskerede og havde medbragt det, politiet regner med er en peberspray.

- På et tidspunkt bruger gerningsmændene også enten tåregas eller peberspray mod parret. Vi regner med, at det er peberspray, fortsætter Lars Peter Madsen. 

Et par timer senere, omkring klokken syv, fandt politiet den ene af de to formodede gerningsmænd, en 20-årig mand fra Horsens. Han blev senere torsdag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede dage. Her blev han sigtet for hjemmerøveri. Han nægter sig skyldig, men er nu varetægtsfængslet i sagen.

Den anden gerningsmand er fortsat på fri fod, men på grund af grundlovsforhørets lukkede døre vil politiet ikke give flere oplysninger om sagen.