TV der bevæger dig

Strid om solceller i en af Danmarks smukkeste landsbyer

Sønderho er en enestående landsby i Danmark og en turistmagnet på Fanø. Foto: Finn Grahndin

Et lille flertal i Fanø byråd ønsker, at det skal være muligt at opstille solceller i Sønderho blandt de mange fredede og bevaringsværdige huse. Men det ønske er blevet modtaget med et klart nej tak.

- Selvfølgelig skal vi da have solceller. Hvorfor skulle vi ikke det? De skal jo ikke hænge på de stråtækte tage, så kan de vel ikke gøre skade for nogen?

Sådan lyder det bramfrit og uden omsvøb fra en kvinde på gaden i Sønderho.

Men det bramfrie forsvinder, da TV SYDs udsendte reporter spørger om et interview. Hun går.  

Hendes holdning deles af ægteparret Anne og Jørgen Gram Madsen i Sønderho. 

- Der er en række muligheder for at sætte solceller op på skure eller på bygninger, hvor det ikke betyder noget. Tag nu bare rutebilstationen, siger Jørgen Gram og peger op på en bygning med et stort eternittag.

- Vi blev meget, meget forskrækkede

Men andre er mildt sagt mindre begejstrede for ideen.

En af dem er formanden for fonden Gamle Sønderho, Susanne Winsløw.

- Jeg kan love dig for, at da vi hørte, at der i byrådet var flertal for, at man skulle have lov til at sætte solceller op i det gamle Sønderho, så blev vi meget, meget forskrækkede, siger hun.

- Vi troede ikke, at man ville sætte vores kulturmiljø på spil på den her måde.

Fonden Gamle Sønderhos formål:

"... at medvirke aktivt til bevarelsen af kultur og miljø i Sønderho by. Fondet driver museerne Hannes Hus, Sønderho Mølle, Brandmuseet og Redningsstationen, samt ved at samle, registrere og formidle viden om metoder, materialer og menneskelige udtryksformer, der har betydning for fondens formål."

Se mere

126 underskrifter er indsamlet 

Fonden har indgivet en protest i høringsfasen.

Der er desuden samlet 126 underskrifter i byen. Fra folk der protesterer mod byrådsflertallets ønske.

Sønderho er en speciel by. En lille by med godt 300 indbyggere, men kulturelt en sværvægter. For den består af 50 fredede og 250 andre bevaringsværdige eller særdeles velbevarede huse.

Det er gamle, stråtækte skipperhuse med små haver. Smalle stier og krogede veje ligger mellem skipperhusene.

Sønderho blev i 2011 kåret som Danmarks Smukkeste Landsby. Den var i sin storhedstid en landsby knyttet til søfarten.

I dag er den en turistmagnet.

Solceller på sommerhuset

Ægteparret Anne og Jørgen Gram Madsen vil - som det spinkle flertal i Fanø byråd - gerne bidrage til den grønne omstilling.

Altså til, at man i Danmark i stadig højere grad går over til vedvarende energikilder. Som solceller.

De har placeret solceller på deres sommerhus lige udenfor Sønderho, hvor lokalplanen om ingen solceller er ophørt. 

- Solcellerne betyder, at vi rent økonomisk med vand og varme kan få det til at løbe rundt eller til tider endda have et lille overskud, siger Jørgen Gram Madsen.

Hans hustru lægger til: 

- Sommerhuset er med andre ord selvforsynende, og det giver jo god mening, når vi tænker på de klimaudfordringer, vi står overfor, siger Anne Gram Madsen.

Parret har etableret solceller på deres sommerhus. Foto: Finn Grahndin

Det argument ryster formanden for Fonden Gamle Sønderho på hovedet af. 

- Det er så ærgerligt, hvis man lægger så stor vægt på det meget lille bidrag til den grønne omstilling fra solcelleenergi i Sønderho, at det sker på bekostning af kulturhistorien og kulturarven. Det er ikke rimeligt, siger Susanne Winsløw.

I høring - og tilbage

Striden kommer på baggrund af, at et seks-fem flertal blandt byrådets 11 medlemmer ønsker en mulighed for at placere solceller i byen.

Det er Alternativet, Fanø Lokalliste, SF og De Konservative, der er enige. Mens Venstre, Miljølisten og Socialdemokratiet er imod.

Svarene fra høringen vil blive udvalgsbehandlet den 29. april og vil derefter igen komme op i byrådet.  

Borgmester Sofie Valbjørn, Alternativet, mener, at man godt kan placere solceller i Sønderho og samtidig bevare det unikke kulturmiljø. Foto: Finn Grahndin


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App