Halal-slagterne breder sig ud i provinsen

De seneste 10 år er det gået stærkt tilbage med antallet af små selvstændige traditionelle danske slagterbutikker. Visse steder er faldet på hele 25 %.

Til gengæld er små slagterbutikker, der kun sælger halal-slagtet kød, ikke længere blot noget kunderne finder i det indre København. Den type butikker dukker i stigende omfang nu også op i provinsen.

I Smedegade i Horsens har tyrkiske Volkan Gürledik overtaget lokalerne, hvor der i flere generationer har været en traditionel dansk slagterforretning.

Volkan Gürledik er egentlig udlært murer, men da han kunne se, at der var et marked for halal-slagtet oksekød, satsede han på en slagterforretning.

Udskæringerne er ikke helt de samme, som det man kan få hos en traditionel slagter, og der sælges ikke pålæg hos en halal-slagter.
Alligevel oplever Volkan Gürledik, at kunderne ikke udelukkende er af anden etnisk oprindelse.

Se med når TV SYD+ torsdag klokken 15.00 sender programmet Naboer direkte fra Smedegade i Horsens.