Har du et sjældent æbletræ i haven?

Oldemorstoft landbrugsmuseum og Sønderborg Kommune jagter i fællesskab forsvundne æblesorter. Måske har du en i haven.

Når huset sælges og nye familier flytter ind, så ofrer de gamle æbletræer ofte livet til fordel for gyngestativer og selvkørende plæneklippere. Det betyder, at de æble-træssorter der i 1700-tallet gjorde æbleeksporten i Sønderjylland stor - hvor landsdelen leverede til både Nordjylland og Norge - er forsvundet. 

quote

Da jeg ville skabe en historisk abildgård på museet, viste det sig, at kun syv af de 21 sønderjyske sorter var til at opdrive.

Mads Mikkel Tørsleff, museumsinspektør, Oldemorstoft landbrugsmuseum

Kend dine æbler

En, der ved rigtig meget om æbletræer, er Rikke Lock Harvig. Hun har 50 forskellige sorter fordelt på omkring 1.000 træer på gården derhjemme. Derudover har hun det sidste år været med i et projekt, hvis formål blandt andet er at finde forsvundne sønderjyske æblesorter.

- Det er rigtig svært at genkende æbler. Men æbler har fysiske egenskaber, som jeg kigger på. Jeg kigger på grundfarven, dækfarven, bægeret, stilken, ribberne, og når jeg er færdig med det, så kigger jeg indeni, forklarer hun.

Men før hun overhovedet kommer så langt, så kigger hun på træet. For unge træer gemmer sjældent på historie.

- Det må gerne være et 60-70 eller 100 år gammelt træ, der er podet på en vildstamme, så vil vi rigtig gerne ud og se det, siger Rikke Harvig.

Træerne, der er podet på vildstammer, kan kendes på, at de ofte er meget store, krogede og har en stor krone.  

Test dine æbler med Pometets æblenøgle

Pluk 5 til 10 æbler fra træet. Æblerne skal være veludviklede og så typiske som muligt. 
Kig nøje på æblerne og besvar spørgsmålene undervejs i nøglen. 

Pometets æblenøgle finder du her.

140 havebesøg

Sammen med museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff fra Oldemorstoft landbrugsmuseum har Rikke Harvig allerede været på mange havebesøg i jagten på sjældne sorter. Men der er langt imellem guldet.

- Jeg efterlyste sjældne sorter i aviserne på et tidspunkt. For da jeg ville skabe en historisk abildgård på museet, viste det sig, at kun syv af de 21 sønderjyske sorter var til at opdrive, forklarer Mads Mikkel Tørsleff om den nu tre år lange søgen.  

På trods af omkring 140 havebesøg var det meget få sjældne sorter, han og Rikke Harvig fandt.

- Vi ved, at de her sorter har eksisteret, fordi de er beskrevet i opslagsværket Dansk Frugt fra 1923. Her beskriver den sønderjyske pomolog Claus P. Matthiesen frugt i hele Danmark - også i Sønderjylland, fortæller museumsinspektøren.

Hør Rikke Lock Harvig fortælle om funktionen på Pometets hjemmeside.
Video: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Glemt have gav nyt håb

I en have i Sønderborg er det netop lykkedes æbleentusiasterne Rikke Harvig og Mads Tørsleff at finde seks af de forsvundne æblesorter, men de håber, at der gemmer sig endnu flere ude i folks baghaver.

Ord for æblekendere

Pomologi: Læren om de dyrkede æblesorter eller mere bredt også andre frugttræer.

Pomet: Samling af forskellige sorter af frugttræer og -buske. Ordet er afledt det latinske ord "pomum", som betyder "frugt på træer".

Pomolog: Person, der er kyndig i pomologi.

 

Kilde: Gyldendal.

- Haven var jo så tilgroet, at Vej & Park måtte komme ud og skære to meter høje brombærkrat ned, før vi overhovedet kunne komme ind i haven, siger Rikke Harvig. Blandt de gamle træer fandt de blandt andet Stødageræblet, et æble ingen andre har smagt i 50 år.

- Vi mangler at få det endeligt bekræftet med en gentest af æblerne, men vi samarbejder tæt med en tysk pomolog og er meget sikre i vores sag, siger Rikke Harvig.

Men æbler kan hun ikke få for mange af – for på ønskelisten er stadig sorterne Silles Æble, Saksgaardsæble, Honningæble fra Als, Jagtæble fra Als og Farbror Hanses Æble.

Har du et sjældent træ? Så kontakt gerne Rikke Lock Harvig på mail her.