Hurtig indsats forhindrede skovbrand midt i Esbjerg

En hurtig indsats fra Sydvestjysk Brandvæsen forhindrede onsdag aften en skovbrand midt i Esbjerg i at brede sig.

quote

Heldigvis var det vindstille - ellers kunne det have udviklet sig til en storbrand i det knastørre skovområde.

Søren Strægaard, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Der blev ved 22.45-tiden slået alarm om høje flammer fra skoven på Gl. Vardevej. Skoven ligger overfor Blue Water Arena og strækker sig over et stort område med mange villaer og huse som naboer. 

- Brandvæsenet var hurtigt på stedet med et større mandskab og slukningskøretøjer. Heldigvis var det vindstille - ellers kunne det have udviklet sig til en storbrand i det knastørre område, siger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi, torsdag morgen til TV SYD. 

Branden opstod i en bunke store grene og oplagrede træstammer midt på et af de åbne græsarealer.
Branden opstod i en bunke store grene og oplagrede træstammer midt på et af de åbne græsarealer.
Foto: Julie Schou, TV SYD

Ved midnatstide var branden slukket. Brandårsagen er ikke umiddelbart kendt. 

- Det kan være en glød fra et smidt cigaretskod, der har ligget og ulmet. Skovbranden i aftes viser, hvor brandfarlig naturen er lige nu i den aktuelle tørkesituation, understreger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Her ses skovområdet ved Gl. Vardevej i Esbjerg.
Her ses skovområdet ved Gl. Vardevej i Esbjerg.
Foto: Google Earth