Hvem mangler god lyd?

God musik kræver også et godt lydanlæg - men tyveknægte blev stoppet i Varde med masser af stjålet lydudstyr, så nu efterlyser politiet ejerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser ejeren af blandt andet professionelt musikudstyr som bl.a. forstærker af mærket Skytec Amplifier Pro2000, mixer af mærket Skytec STM-2300, subwoofere af mærkerne JBL og Vonyx, Raveland-højtalere samt en Dolby Surround-Receiver. 

Savner du dette lydudstyr?
Savner du dette lydudstyr?
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Lydudstyret blev fundet i forbindelse med en ransagning af en bil i Varde med stjålne nummerplader. Ransagningen fandt sted lørdag den 20. maj kort efter midnat.

Ud over musikudstyret fandt politiet også effekter som bordgrill, fiskehjul, køletaske, gryder og pande, som kunne være stjålet fra et skur, udhus, kolonihavehus mv. Det er derfor ikke sikkert, at tyveriet er opdaget og anmeldt til politiet, som nu håber, at ejeren reagerer på omtalen.