Usædvanligt indbrud: Tyven tog opvasken og ordnede haven

Et sommerhus på Dyrhave i Aabenraa blev søndag udsat for et besynderligt indbrud.

Det er nok aldrig en decideret rar oplevelse, når fremmede bryder ind i dit hus. Men en eller flere indbrudstyve forsøgte at forsøde den ubehagelige oplevelse for en sommerhusejer i Aabenraa. Efter at have brudt et vindue op tog gæsten ophold i sommerhuset, sov i dobbeltsengen og tog for sig af husets vin og spiritus. Men det var ikke det eneste:

- Vedkommende har til gengæld klippet hækken, slået græsset og endda sat sit beskidte service i opvaskeren, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi, Ivan Gohr Jensen. 

Men her stopper historien om det mærkværdige indbrud ikke. Indbrudstyven har nemlig også efterladt et brev til sommerhusejeren. Brevet er bare skrevet på fransk. 

- Det er i hvert fald en franskkyndig, der har været i huset. Så skal vi bare have fundet en franskkyndig i politiet, siger Ivan Gohr Jensen.