Kæmpe skovprojekt ved Tinglev

Der bliver skrevet Danmarks-historie, når der bliver plantet 100 hektar skov ved Tinglev til foråret. Det bliver det største private skovprojekt, staten har været med til at støtte.

Skoven er blandt de første nye skove, der skal erstatte træerne, som skal ryddes for at give plads til det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild.

Skoven ved Tinglev rejses på et område, hvor skoven kan beskytte sårbare grundvandsmagasiner i undergrunden.

- Det er vigtigt for os og for naturen, at staten blandt andet i samarbejde med private aktører får rejst skove i hele landet. Vi får plantet store og sammenhængende skove, som både beskytter vores drikkevand og giver mulighed for friluftsliv, siger miljøminister Ida Auken.