TV der bevæger dig

Kæmpe stigning: Flere søger om julehjælp

Flere søger om julehjælp sammenlignet med sidste år, men også flere vil blive tildelt julehjælp. Foto: John Melin, TV SYD

I år melder flere julehjælps-organisationer om 50 procent flere ansøgere til julehjælp. Og ikke alle vil få deres juleønske opfyldt.

I år har 2.779 søgt om julehjælp i Syd- og Sønderjylland hos Dansk Folkehjælp. Det svarer næsten til en fordobling set i forhold til sidste års antal ansøgninger. Deadline for at sende en ansøgning var 1. december, og nu handler det om at samle penge ind.

- Nu sætter vi alt ind på at samle så meget ind, som vi kan, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp til TV SYD.

Sønderborg er et af de steder, hvor skoen klemmer

Lars Lydholm, informationschef ved Frelsens Hær

Normalt plejer Dansk Folkehjælp at opleve en stigning på 20 procent fra år til år, men i år har stigningen været på over 85 procent. Også hos Frelsens Hær oplever man nogle steder store stigninger, selvom man på landsplan har fået samme antal ansøgninger. I Sønderborg har Frelsens Hær fået over 727 ansøgninger, hvilket også er en stigning på over 50 procent.

- Sønderborg er et af de steder, hvor skoen klemmer, siger Lars Lydholm, informationschef ved Frelsens Hær, til TV SYD.

Også Røde Kors forventer op mod en fordobling i ansøgere af julehjælp siden sidste år. I Kolding har de fået 300 ansøgninger i år, mod 140 sidste år.

- Jeg forventer, at de andre områder oplever nøjagtigt det samme, eller i hvert fald også op mod en fordobling, siger Jes Haberlandt fra Røde Kors i Kolding. 

Læs også Det glade julebudskab: Køb to, giv én væk

Vi kommer til at kunne give julehjælp til flere end vi gjorde sidste år, og det glæder vi os rigtig meget over

Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp

 

Flere vil få hjælp

Frelsens Hær har på landsplan fået cirka det samme antal ansøgninger som sidste år, men i år forventer de alligevel at uddele julehjælp til flere.

- Sidste år afviste vi cirka 25 procent, men i år vil vi nok sige ja til flere, fordi folk er blevet fattigere siden sidste år, siger Lars Lydholm.

Hos Dansk Folkehjælp kunne de sidste år levere hjælp til 5.400 personer ud af 7.300 på landsplan, men i år er der på landsplan kommet 15.482 ansøgninger, så ikke alle vil modtage julehjælp. Heldigvis ser det allerede nu ud til, at flere vil få julehjælp end sidste år.

- Vi kommer til at kunne give julehjælp til flere end vi gjorde sidste år, og det glæder vi os rigtig meget over, siger Klaus Nørlem og fortsætter:

- Omkring den 16. eller 17. december ved vi, hvor mange vi kan give julehjælp til, og så begynder vi at melde ud. Herefter skal vi se, om vi kan hjælpe dem, der ikke har fået julehjælp på en anden måde, siger han.

 

Læs også Næsten dobbelt så mange søger om julehjælp

 

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App