Kæntringsulykke: Redningsfolk leder efter endnu en person

Mand fundet død i Kolding Fjord tidligt tirsdag morgen.

Et vidne har oplyst, at den pågældende mener, der muligvis har været to personer ombord i båden, der er en hvid fiber kano med blå kant.

Denne oplysning betyder, at der nu søges i området af politiet, og at en helikopter fra flyvevåbenet assisterer. Hjemmeværnet er også tilkaldt for at hjælpe med afsøgningen af området. Der er ligeledes indledt en eftersøgning på Fyn siden. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Formålet med eftersøgningen er at forsøge at finde eventuelle andre fra båden og samtidigt er der sat undersøgelser i gang i sagen for at finde ud af, hvorfra kanoen er sejlet, om der var flere ombord og at finde eventuelle pårørende eller andre, der var i selskab med den fundne.

Fyns politi bistår med undersøgelse i relevante områder på Fyn.

Sydøstjyllands Politi modtog i dag ca. kl 6.45 en anmeldelse om, at en båd var set på vandet med bunden i vejret ud for Gl. Ålbo Camping ved Sønder Stenderup. Ved anmeldelsen blev det også oplyst, at der tilsyneladende var en person, iført redningsvest, i vandet ved båden.

Politi og redningsmandskab rykkede ud og den omtalte person er bjerget og erklæret død. Der er tale om en mand, der indtil videre er uidentificeret. Han vurderes til at være ca. 50 år gammel og kan muligvis være tysker, da papirer fundet på ham antyder dette.

Senere vil den afdøde skulle identificeres, ligesom dødsårsagen vil skulle fastlægges.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.