TV der bevæger dig

Kaserner: SF-kritik af DF

Den massive kampagne i Sønderborg gav ikke resultat.

SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, forstår ikke lukningen af kasernen i Sønderborg. Kritiserer samtidig Dansk Folkeparti.

- En velfungerende, afholdt og optimalt udnyttet militær lokalitet lukkes til skade for Sønderborgområdet og i sidste ende for opbakningen til forsvaret i landsdelen, skriver han på Facebook.

- Heldigvis blev forsvarskommandoens udspil om at lukke både Haderslev og Sønderborg kasseret - så Haderslev Kaserne forbliver. Det kan man som sønderjyde glæde sig over.

- Men var Dansk Folkeparti ikke sprunget i målet, da der i december faktisk lå en aftale uden sønderjyske lukninger, så havde vi ikke stået i denne situation, skriver han.

Også socialdemokraten Benny Engelbrecht, valgt til Folketinget i netop Sønderborg, er uenig i beslutningen om at lukke Sønderborg Kaserne:

- Jeg er meget uenig i beslutningen om nedlæggelse af statslige arbejdspladser, som, jeg finder, er geografisk skæv. Jeg bøjer mig selvfølgelig for, at forsvarsforligskredsen er nået til denne politiske beslutning.

- Men det havde, efter min mening, været klogere, hvis man i december sidste år havde accepteret ministerens udspil til at lukke Varde Kaserne, skriver han i en pressemeddelelse.

Forligskredsen - der ud over regeringen består af Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative - blev tirsdag enige om en aftale, der samlet set skal skære 2,7 milliarder af forsvarets udgifter.

Det betyder lukning af kasernen i Sønderborg, Bülows Kaserne i Frederica samt store nedskæringer i Vordingborg.

Til gengæld bevares kasernen i Haderslev samt Høvelte og Almegårds Kaserne på Bornholm, der også var i spil efter forsvarschef Peter Bartrams militærfaglige vurderinger tidligere på året.

Varde Kaserne var udelukkende i spil i forbindelse med regeringens første udspil til en aftale, men den kunne der altså ikke skabes enighed om.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden