Flemming Bjørn Hansen har arbejdet 2½ år på opfindelsen. Der ligger fire patenter bag den, fortæller han til TV SYD.
Temperaturforskel
Teknologien udnytter temperaturforskellen mellem udstødningen (400-500 grader) og køleren (50-100 grader) til at lave strøm.
- Vi bruger nogle helt nye termo-elektriske materialer, som kan omforme en temperaturforskel til strøm, fortæller grundlæggeren Flemming Bjørn Hansen, TEGnologi.
Der gemmer sig store uudnyttede ressurser i spildvarme, siger Flemming Bjørn Hansen. Både i bilmotorer og på kraftværker. Ja, overalt, hvor der er store temperaturforskelle.
De anførte temperaturer har han fået opgivet af bilfabrikkerne. Det overrasker nok de fleste, at udstødningsgassen i en bil er så varm (400-500 grader - selv om den afkøles gennem udstødningsrøret)
Den lille dims han sidder med på billedet er en første prototype. Den kan desværre ikke bygges ind i en eksisterende forbrændingsmotor.
Bilindustrien er stillet over for krav om at reducere CO2 og NOX-partikler. Derfor er bilfabrikkerne over hele verden interesseret.
De nye materialer, som bruges i teknologien er baseret på zink og magnesium. De er miljøneutrale og kan fås over hele kloden.
Energi Horsens Fonden har netop skudt tre millioner kroner i virksomheden mod at få en ejerandel. Også Innovation MidtVest i Herning og forskere på Århus Universitet er med i satsningen på den nye teknologi.
- Nu har vi skaffet kapitalgrundlaget til at lave de første rigtige forsøg, forklarer Flemming Bjørn Hansen. Han tør dog ikke spå om, hvornår den første motor er klar.
-