Kom og hent femte sal

Scandic Hotel i Kolding forærer møblerne fra en hel etage væk, senge, stole, lamper, hele inventaret.

21 værelser på femte sal i Scandic Hotel Kolding skal renoveres, og der skal nye møbler ind.

- Vi syntes, det var bedre, hvis nogen kunne få glæde af møblerne, i stedet for bare at smide dem i en container, fortæller hoteldirektør Heidi Kjær.

Ideen kommer fra Scandic i Roskilde, hvor man vist godt kan sige, at den slog an. Politiet måtte tilkaldes for at regulere trafikken, så mange mødte op.

- Alle tingene er selvfølgelig i orden, fortæller Heidi Kjær.

Men møblerne er fra år 2000, det skal man lige tænke på.

De mange dejlige sager kan hentes på fredag mellem kl. 12 og kl. 15 på Scandic. Husk at tage værktøj med, hvis der er noget, der skal skilles ad. Og det er gratis, men Scandic siger, at hvis man nu bliver så taknemmelig, at man vil smide penge efter møblerne, så anbefaler hotellet, at man giver et bidrag til den velgørende forening Jul for alle.

På et senere tidspunkt skal 6. sal den samme vej, men direktøren vil lige se, hvordan det går på fredag, inden hun lægger sig fast på en dato.