TV der bevæger dig

Kommuner sparer på genoptræning

Top-trænede gamle ben giver en besparelse på hjemmehjælpen. Foto: Anders Brohus

I det sydlige Jylland er Varde og Fanø kommuner de bedste til at sætte folk på genoptræning. Kolding ligger sidst.

Danske fysioterapeuter har lavet en undersøgelse for at finde ud af, hvor gode kommunerne er til at tilbyde borgerne genoptræning.

Årsagen er, at regeringens hjemmehjælps-kommission for nylig nåede til den slutning, at der ikke er et økonomisk problem ved det stigende antal ældre. Hvis de ældre får genoptræning, har de mindre behov for hjemmehjælp. Her er der mulighed for at hente en besparelse.

Problemet er blot, at kommunerne ikke tager opgaven alvorligt.

- Det er fint, at der sidder en kommission og tænker tanker, men hvis de, der skal føre de store tanker ud i livet ikke løfter opgaven, så nytter det jo ikke noget, siger Brian Errebo-Jensen, der er formand for Danske Fysioterapeuter i Region Syddanmark.

Derfor siger Danske Fysioterapeuter i dag i en pressemeddelelse, at tiden er inde til at fastsætte nationale retningslinjer for, at borgere har krav på genoptræning indenfor en uge.

Brian Errebo-Jensen understreger, at det er kortsigtet, når kommunerne ikke sikrer genoptræning indenfor en uge.

- Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Måske sparer de penge nu, men regningen kommer hurtigt både i form af flere hjemmehjælpstimer og dårligere livskvalitet for borgerne, siger han.

Fire kommuner i Region Syddanmark har valgt at være anonyme i undersøgelsen. Det undrer Brian Errebo-Jensen.

- Jeg synes, at kommunerne skal fortælle borgerne klart, hvad de kan forvente, hvis de får brug for hjælp. Det er vel dem, de er til for, siger han.

Så lang er ventetiden i kommunerne i Region Syddanmark:

Kolding Kommune 5 uger

Vejen Kommune 4 uger

Billund Kommune 2 uger

Tønder Kommune 2 uger

Vejle Kommune 2 uger

Fanø Kommune 1 uge

Varde Kommune 1 uge

Sønderborg Kommune har svaret "ved ikke".

De øvrige kommuner har enten ikke ønsket at medvirke i undersøgelsen eller har ønsket at være anonyme. Det er Aabenraa, Esbjerg, Fredericia, Haderslev og Hedensted.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden