TV der bevæger dig

Konflikt er overstået - mælken fra 900 køer kan atter komme til mejeriet

Nu kan mælken fra 900 malkekøer atter komme til mejeriet. Foto: Claus Bech, Scanpix

Konflikten mellem 3F og mælkeproducent Tage Laustsen i Løgumkloster er slut efter et enkelt døgn, hvor chauffører fra Arla ikke hentede mælken fra 900 køer. Mandag er der nemlig indgået overenskomst.

Chauffører hos Arla har siden søndag morgen ikke villet afhente 33.000 liter mælk om dagen hos Tage Laustsen i Løgumkloster. Nu kan mælken fra 900 malkekøer dog atter komme til mejeriet.

Mælkeproducent Tage Laustsen har mandag indgået aftale om overenskomst for sine medarbejdere. 

Læs også 3F forlanger overenskomst: Nu er det sidste gang Tage får hentet mælk

Den Grønne Gruppe i 3F oplyser til Fagbladet 3F, at fagforbundet derfor nu har afblæst de sympatikonflikter mod mælkeproducenten, der trådte i kraft søndag.
Hos Den Grønne Gruppe i 3F er der tilfredshed med, at landmanden har meldt sig ind hos arbejdsgiverforeningen GLS-A - og dermed forpligtiget sig til at følge foreningens overenskomst med 3F.

 - Vi er glade for, at det langt om længe er lykkes for os at sikre ordnede løn- og ansættelsesvilkår for medarbejderne hos landmanden. Det viser, at fagbevægelsens lovlige kampvåben fortsat er stærkt, siger Morten Fischer-Nielsen, næstformand hos Den Grønne Gruppe i 3F.

Frem til mandag havde 3F i mere end et år forgæves forsøgt at få Tage Laustsen til at indgå overenskomst. For at undgå at tegne overenskomst indklagede landmanden i fællesskab med en anden stor mælkeproducent 3F for Arbejdsretten.
6. december afgjorde Arbejdsretten, at de konkrete sympatikonflikter imod de to mælkeproducenter var fuldt lovlige. Samt at sympatikonflikterne ikke var for hårde kampskridt over for de to arbejdsgivere.

Tage Laustsen har 20 udenlandske ansatte, der indtil nu arbejdede til mellem 100-115 kroner i timen. Ifølge 3Fs overenskomst er startlønnen for medarbejdere, der passer køer, 138 kroner i timen.

- Det er jo ikke rimeligt, at mine medarbejdere kommer her og får 140 kroner timen uden at kende landbruget og uden at kunne tale dansk, når kassedamen i en dansk butik får 118 kroner i timen, sagde Tage Laustsen lørdag til TV SYD.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden