Konnichiwa, vil du købe mine varer?

Mandag speeddatede danske og japanske fødevarevirksomheder i Vejle i håb om at skabe nye eksportmuligheder.

Repræsentanter fra syv japanske fødevarevirksomheder har taget rejsen til Danmark efter mad. Det lyder måske som en lidt for lille grund at rejse så langt for, men når muligheden for samarbejde med 20 danske virksomheder også er til stede, batter det vist lidt mere.

quote

At få sådan en delegation af kunder serveret lige foran hoveddøren, det er jo næsten ikke til at sige nej til.

Bent Kristensen, salgsdirektør, Agustson A/S

De 27 virksomheder mødtes mandag til matchmaking i Vejle, hvor de fik mulighed for at finde en virksomhed i det andet land at gøre forretning med. Det var Vejle Kommune, der stod bag arrangementet, og som havde inviteret de japanske virksomheder til Sydjylland. Meningen med dagen var, at danske virksomheder, som gerne vil eksportere et bestemt produkt, kunne ”matche” op med en japansk virksomhed, som gerne vil importere det danske produkt.

En af japanerne til matchmaking var Junichi Yaguchi, der er fødevarerådgiver i virksomheden Progress. Han var spændt på, hvad dagen ville bringe:

- Den danske og japanske måde at producere på ligner meget hinanden. (…) Jeg er meget interesseret, sagde han til TV SYD under dagen.

Japanerne blev præsenteret for mange forskellige virksomheder og produkter. Blandt andet pølser, fisk, øl, vin og te.

Fremmødte danske virksomheder

  • Agustson A/S
  • Bøgedal ApS
  • HOUSE OF DENMARK A/S
  • Gumlink Confectionery Company A/S
  • Atria Danmark
  • Schumachers Brændevin
  • Modavi ApS
  • Herrens Mark ApS
  • Danpo A/S
  • Vestey Foods Int. Ltd
  • Mols Organic
  • Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S
  • Sweet Intentiens Aps
  • Cocoon Tea Artisans
  • Nordur Salt
  • Svane Aps
  • Royal Blvd
  • Mjødgård

Judo og frihandelsaftale

At det var japanske fødevarevirksomheder, der blev inviteret til Vejle, var ikke en tilfældig beslutning. En frihandelsaftale mellem EU og Japan er netop vedtaget, og det betyder blandt andet, at 90 procent af tolden mellem de to lande bliver fjernet, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Det åbner for et større og mere tilgængeligt marked for danske virksomheder, og forbindelsen mellem de to lande forsøgte Vejle Kommune at etablere i sammenhæng med det internationale judostævne Matsumae Cup, der afholdes i Vejle.

- Eksport til Japan er et tungt område. Fjernmarkeder er et tungere område at starte op. Det kræver noget energi, tid, kræfter og penge at få det startet op, forklarer eksportrådgiver fra Vejle Kommune Jens Jørn Josefsen til TV SYD og siger om initiativet til matchmakingen:

- Vi ønsker at understøtte virksomhederne og deres eksportbestræbelser.

Fisk fra Danmark til Japan

Blandt alle virksomhederne var fiskeproducenten Agustson A/S, som har to fabrikker i Vejle. I dag er virksomheden primært på det europæiske marked, men en indtræden på det japanske marked er bestemt et realistisk ønske, fortæller virksomhedens salgsdirektør, Bent Kristensen:

Fremmødte japanske virksomheder

  • Re You Trade
  • Mori Meat
  • Active
  • AEON
  • Couch Trading
  • Progress
  • AGL

- Seafood, Japan og sushi er tre ting, der i hvert fald i vores vestlige øjne hænger meget sammen, så jeg tror, de er meget interesseret i vores sortiment.

Han sætter pris på den mulighed, Vejle Kommune har givet Agustson A/S ved at arrangere dagen.

- At få sådan en delegation af kunder serveret lige foran hoveddøren, det er jo næsten ikke til at sige nej til. Vores investering i det her er økonomisk forholdsvis lille, men vi har nogle forventninger om, at det kan bryde den kulturelle barriere, siger Bent Kristensen til TV SYD.

Uanset hvor mange af de 20 danske fødevarevirksomheder, der ender med at forsøge sig med et dansk-japansk samarbejde, har den japanske madkunstner og kok Masayo Funakoshi et råd til dem:

- Jeg tror, man skal have en stærk historie. Én der er stærk nok til at nå helt til Japan.