Pernille fik kræft som 23-årig - nu kæmper hun for at få uddannelse

En stor del af de unge, der lever eller har levet med kræft, har sværere ved at gennemføre en uddannelse.

23-årige Pernille Normann sidder i sofaen i sin mors og papfars hus i Sønderborg. Hun kigger på sin telefon, mens hun swiper til venstre. 

quote

Det var for svært for mig at være i skole, fordi kemoen gav mig voldsom kvalme, og jeg blev utroligt træt. 

Pernille Normann, kræftramt

- Når jeg kigger på de billeder, hvor jeg ligger på den stue, hvor jeg fik kemoterapi, så kan jeg dufte den specielle duft, og jeg kan mærke, hvordan kemoen kom ind igennem mine arme, siger Pernille. 

Det hele startede den 20. marts i år, da Pernille pludseligt opdagede en hævet lymfe. Kort efter fik hun konstateret lymfekræft, og det betød, at hun måtte tage orlov fra sit studie som sygeplejerske. 

- Det var for svært for mig at være i skole, fordi kemoen gav mig voldsom kvalme, og jeg blev utroligt træt. Jeg følte ikke, det var godt at fortsætte, fortæller hun. 

Pernille er ikke alene

Sådan er der mange kræftramte unge, der har det. For to ud af fem unge, der lever eller har levet med kræft, har sygdommen gjort det sværere for dem at gennemføre en uddannelse. 

Pernille Normann kigger tilbage på billeder af hende, fra da hun havde kræft. 
Pernille Normann kigger tilbage på billeder af hende, fra da hun havde kræft. 
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

- Hvis jeg skal læse noget i en lærebog, så ville jeg måske koncentrere mig i en halv time, og så ville jeg skulle læse det samme sted igen to-tre gange, før jeg vil forstå, hvad det var, jeg egentlig havde læst, siger Pernille, der ikke har lyst til at begynde på en uddannelse igen, før hun føler sig helt klar.  

Den 11. september fik hun beskeden om, at sygdommen havde sluppet hendes krop, men det er stadig svært for Pernille at forestille sig at vende tilbage til sin uddannelse som sygeplejerske. Hver dag kæmper hun med koncentrationsbesvær og simple ting, som at læse en bog, må hun nogle dage opgive. 

- Et sygehus får mig til at tænke på sprøjter og piller, hvide vægge og en speciel duft, så jeg ved ikke, om jeg vender tilbage. Det må tiden vise, siger Pernille.