Landmænd: Ja, vi vil producere mere, hvis slagteriarbejderne støtter os

Ifølge en netop offentliggjort meningsmåling vil landmændene producere mange flere svin, hvis slagteriarbejdernes forslag om at investere op mod 600 mio. kroner af deres løn i produktionen af danske slagtesvin vedtages.

En ny MEGAFON-måling viser, at hver fjerde af Danish Crowns slagtesvineproducenter vil opfører nye stalde, hvis de får mulighed for at modtage økonomisk støtte fra slagteriarbejderne.

Målingen er foretaget blandt 500 ud af Danish Crowns 1.200 største slagtesvineproducenter.

Ud af de 500 andelshavere svarer 26 pct., at de vil bygge nyt, hvis de fik en medfinansiering fra slagteriarbejderne på 20-30 pct.

MEGAFON-målingen viser, at landmændene ikke kan få pengeinstitutterne med, når de vil udvide produktionen.

37 pct. svarer, at det er problemer med finansieringen, der afholder dem fra at bygge nyt.

Tillidsmandskollegiet i Danish Crown fremlagde i sidste uge et forslag om at investere op mod 600 mio. kroner af slagteriarbejdernes løn i produktionen af danske slagtesvin over de næste fire år.

Forslaget forventes at øge slagtesvineproduktionen med op til tre millioner slagtesvin over de næste fire år.

Det vil ikke kun sikre eksisterende danske arbejdspladser, men også skabe nye.