Line vil dyrke al sin mad selv i sin parcelhus-have

Line Øskov Knudsen har omdannet sin helt almindelige parcelhushave til et stort spisekammer. Målet er at blive mere selvforsynende.

På en god dag kan Line Øskov Knudsen hente mellem syv og ti frisklagte æg fra sit eget hønsehus. Og når først sommeren nærmer sig, begynder grøntsagerne at spire op fra de mange bede, der fylder det meste af haven.

- Mit overordnede mål er at kunne være 100 procent selvforsynende med alt, hvad man kan dyrke i Danmark, lyder det fra Line Øskov Knudsen, der bor midt i et parcelhuskvarter i Kolding.

Styr på råvarerne

Line vil også gerne have mere kendskab til den mad, som familien på fem spiser i løbet af året. 

- Jeg begyndte at købe økologisk og fandt ud af, at jeg gerne vil dyrke mine grøntsager selv, så jeg er sikker på, hvad jeg putter i munden.

Her i vinterperioden er der ikke så meget grønt i haven.
Her i vinterperioden er der ikke så meget grønt i haven.
Foto: Nicolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

Gennem de seneste par år har haven forvandlet sig stille og roligt. Der er kommet flere bede til, der er kommet et orangeri, et drivhus og et hønsehus.

- Jeg kan mærke, at det virkelig giver værdi, at jeg kan gå ud i haven og plukke præcis det, jeg har lyst til, fortæller Line Øskov Knudsen, der fornemmer, at der stille og roligt er flere, der gerne vil forsøge at blive mere selvforsynende.

Der er også blevet plads til et hønsehus med 11 høns.
Der er også blevet plads til et hønsehus med 11 høns.
Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

På Facebooksiden "Den selvforsynende familie" deler hun ud af sin viden, og flere hundrede følger med og ønsker gode råd til, hvordan man begynder på at blive mere selvforsynende.

Kan ikke vente på forår

Lige nu i vinterhalvåret er det lidt med småt med grønt i haven. Men der er store planer med både squash, majs og hestebønner.

- Jeg kan simpelthen ikke vente på at komme til at så og plante noget mere, lyder det forventningsfuldt fra Line Øskov Knudsen.