Lotto-vinder: Jeg køber måske en cykel

Sydjysk million-vinder i Lotto overvejer at købe ny cykel - ellers mangler han ikke noget.

Lørdag blev en koldingenser præsenteret for flere nuller end sædvanligt. I en mail fra Danske Spil stod der, at han havde vundet 1.000.000 kr. på millionærgaranti.

- Jeg har spillet Lotto i mange år – måske ti år, og har en konto hos Danske Spil. Og når jeg en lørdag aften har fået en mail fra jer, har det været, fordi jeg måske har vundet 35 kroner. Så det var noget af en overraskelse, at det pludselig var en million. Det så helt voldsomt ud med alle de nuller, siger han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Manden, der er 57 år, sælger og fra Kolding, har spillet de samme tal i alle årene. Han overvejer at forblive anonym.

- Foreløbig har jeg kun fortalt det til min kone. Hun er selvfølgelig glad for, at vi har vundet, men det er ikke fordi, det kommer til at ændre vores liv eller gøre os lykkeligere. Men det er da rart at tænke på, at vi har flere muligheder, når vi går på pension, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvad de mange penge skal bruges til står foreløbigt hen i det uvisse. Dog er der mulighed for, at nogle af dem går til en ny cykel.

- Jeg cykler meget. Så det kan da godt være, at jeg nu skal have en rigtig god og dyr cykel. Men ellers har vi ikke rigtig nogen planer i den retning. Vi mangler ikke noget som sådan og er ikke specielt materielle.