Må ikke skilte til sikret p-plads

Venstres politiske ordfører er utilfreds med reglerne, som forhindrer, at der må skiltes til den sikrede parkeringsplads i Padborg. Den står nærmest ubrugt hen, fordi chaufførerne ikke aner, at den er der.

Transportminister Henrik Dam Kristensen har i et svar til Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, oplyst, at de danske vej-afmærkningsregler, som de er lige nu, forhindrer, at lastbiler kan ledes hen til sikrede parkeringsplads.

Pladsen i Padborg er den eneste sikrede parkeringsplads i Danmark. Men kun meget få chauffører bruger den. Muligvis fordi mange slet ikke aner, at den eksisterer. Derfor er Ellen Trane Nørby utilfreds med, at der ikke må skiltes til pladsen.