To mænd reddet ud af ødelagt diskotek

To mænd blev fanget under bygningsdele, da en voldsom eksplosion lagde Diskotek Vega Palace i Flensborg i ruiner natten til mandag. De to mænd, der blev reddet ud, var hårdt kvæstede.

Diskoteket i Stengade i Flenborg var lukket, da eksplosionen indtraf kl. 1.45. Diskoteket er indrettet i en bunker fra Anden Verdenskrig. Det blev fuldstændig ødelagt ved eksplosionen, som brandteknikere i dag skal forsøge at finde årsagen til.

Reddet ud

Bygningen var så skadet, at indsatslederen valgte at lade en del af bygningen rive ned for at undgå sammenstyrtninger, skriver jv.dk.

Brandfolkene kunne høre råb om hjælp fra de to mænd, der var begravet under bygningsdele. Brandfolkene fik med hydrauliske puder løftet betonvæggene op og fik de to mænd reddet ud. De blev kørt til behandling på sygehuset.

Kan ikke afhøres

Begge mænd er hårdt kvæstet og kan ikke afhøres af politiet, oplyser Flensborg Politi til Flensborg Avis.

Det er uvist, hvad der forårsagede eksplosionen klokken 01.45, og om de to mænd havde noget at gøre med eksplosionen.