Tidligere på ugen har en psykisk syg borger truet kommunalt ansatte på livet i Tønder Kommune.
Han har været efterlyst i løbet af ugen, men nu er han anholdt, og søndag blev han så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Den 38-årige mand er sigtet for at have truet kommunalt ansatte på livet, men ved grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i sagen. Dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger, mens den sigtede kærede fængslingen.
Hans opførsel var årsagen til, at Tønder Kommune valgte at indsætte sikkerhedsvagter tidligere på ugen ved Tønder Rådhus, borgerservice og børn- og familieafdelingen i Skærbæk ved Tønder.
- I sådanne situationer trækker vi på det beredskab vi har. Som medarbejder og borger i Tønder Kommune skal man altid kunne føle sig tryg. Hellere lidt ekstra sikkerhed, end for lidt sikkerhed, siger Klaus Liestmann, der er kommunaldirektør i kommunen, til JydskeVestkysten.