TV der bevæger dig

Masser af frivillige vil hjælpe flygtninge efter negativ omtale

Syriske flygtninge er taknemmelig over deres ophold på Bülows Kaserne. Foto: Michaela kirk Jensen

Ikke kun i Nordborg er opbakningen til syriske krigsflygtninge stor, som TV SYD viste i forrige uge. I Fredericia meldte 20 frivillige sig umiddelbart efter at det var offentliggjort, at byens ene kaserne skulle huse flygtninge.

Kristeligt Dagblad har ringet rundt til de operatører, som står for driften af asylcentrene. Det viser sig, at centrene har masser af frivillige, der f.eks. gerne vil lave kvindeklub, samtalecafé eller lære børn at cykle.

- Vi har åbnet en del nye centre i efteråret og for at være ærlig, så kommer de frivillige helt af sig selv. Vi bliver næsten væltet. Den bølge af velvilje er fantastisk for asylansøgerne at opleve, siger Maria Blankensteiner til avisen. Hun er frivilligkonsulent i Røde Kors, som driver 25 centre i hele landet og har cirka 800 frivillige.

Centerleder Ulrik Pihl fra Langeland Kommune, der ud over at huse 700 asylsøgere på Langeland, også driver centre i Fredericia, på Fyn og på Lolland, oplyser, at der er mange henvendelser fra frivillige, der vil samle tøj ind, tage asylsøgere med på cykelture og hjælpe til på centret.

Også Vesthimmerlands Kommune, som driver otte asylcentre, mærker stor interesse for at hjælpe de syriske flygtninge:

- Det, jeg oplever, er, at når der kommer en negativ stemning omkring et asylcenter, så kommer der også et modtryk, fortæller frivilligkoordinator Henrik Rasmussen til Kristeligt Dagblad. Mennesker, som siger: "Sådan vil vi ikke kendes i den her by". De negative udtalelser, der har været, tror jeg, har skaffet os flere frivillige.

Kaserne i Fredericia var i sidste uge ramme om en historie om, at syriske flygtninge var utilfredse med maden. Historien vakte harme hos flere politikere, men viste sig af være baseret på en anonym andenhåndskilde.

I TV2 News-programmet Presselogen søndag forsvarede chefen for DR Danmark, Anne Marie Dohm, historien og brugen af anonyme kilder. Men regionalradioens dækning blev voldsomt kritiseret af bl.a. Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard, og chefredaktør Pierre Collignon fra Jyllands-Posten, som valgte at fjerne historien fra deres net-avis.

TV SYD sendte forrige uge fra Nordborg, som har taget rigtig godt imod de syriske flygtninge.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden