Masser af slumboliger i landsdelen

Borgerne i Fole ved Gram fejrer onsdag, at de har fået en grøn oase i landsbyen i stedet for en faldefærdig ejendom.

Fem indbyggere i byen købte for to år siden en forfalden ejendom på tvangsauktion for en krone. De fik Haderslev Kommune til at rive bygningen ned, og nu har de påtaget sig at vedligeholde grunden som en grøn plet til glæde for beboerne i Fole.

Så let går det imidlertid ikke altid. Folketinget har stoppet statstilskud til nedrivning af boliger i landdistrikter, der ikke er egnede til at huse mennesker.

Dansk Byggeri har opgjort, hvor stort et antal boliger i Danmark, der mangler køkken, wc og bad.

I hele landet lever 99.447 boliger ikke op til dagens standard.

I region Syddanmark står det værst til i forhold til det samlede antal boliger.

11.340 boliger i området mangler enten køkken, bad eller toilet, 2.315 boliger mangler to af faciliteterne og hele 808 boliger mangler alle tre faciliteter.

Mange af boligerne er i så dårlig stand, at nedrivning ifølge Dansk Byggeri er det eneste rigtige.

360 er fjernet

- Lige knap 700 af de utidssvarende boliger i Region Syddanmark står samtidig helt tomme. Et indbydende lokalmiljø er vigtigt, når man gerne vil have beboerne til at blive eller nye til at komme til. Så nytter det ikke noget, at der står faldefærdige huse og skæmmer området. En del af boligerne vil kunne renoveres, men en stor del er ikke andet værd end at rive ned, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri vurderer, at det koster ca. 100.000 kroner at rive et hus ned samt bortskaffe materialerne.

Dog er der ofte gammel gæld i ejendommene, som skal indfries. Genhusning af beboerne koster også.

Dansk Byggeri efterlyser en fornyelse af nedrivningspuljen.

Kommunernes skøn

I Syd- og Sønderjylland har puljen skønsmæssigt ført til nedrivning eller renovering af op mod 360 ejendomme.

Kommunerne har ikke lige godt styr på boligmassen. For eksempel har Vejle Kommune overhovedet ikke interesseret sig for sanering i landdistrikter, selv om kommunen har mange tyndt befolkede områder.

Samlet set skønner kommunerne i Syd- og Sønderjylland, at yderligere 2.500 ejendomme skal fjernes.

Vejen, Aabenraa og Tønder har registreret flest boliger, der er uegnede som hjem for mennesker.

De fleste slumboliger har eller er beboet af mennesker, der har mistet grebet om deres liv.