TV der bevæger dig

Med mor som rådgiver: 19-årige Jens fik styr på sin økonomi

Jens Philip Sabado (t.v.) deltog i Forbrugerrådet Tænks foredrag på Sønderborg Produktionsskole, hvor han studerer. Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

Jens havde ikke styr på sin økonomi, men så begyndte han at tale om det. Forbrugerrådet Tænk forsøger nu at få de unge til at følge Jens’ eksempel og tale om deres økonomi.

”Vil du med i biografen i aften?”

Det spørgsmål har 19-årige Jens Philip Sabado måtte takke nej til, når hans venner spurgte – da han ikke havde styr på sin økonomi.

Vi vil rigtig gerne have, at de unge taler om økonomi.

Astrid Gisbøl Melander, formidlingskonsulent, Forbrugerrådet Tænk

- Jeg har været dårlig til at holde styr på økonomien, fortæller Jens til TV SYD.

Jens husker en tid, hvor beløbet på dankortet dalede hurtigt efter den første i måneden.

- Først på måneden tænkte jeg mig ikke om, så jeg kunne finde på at købe tøj, så havde jeg lige pludselig ikke råd til at købe mad resten af måneden.

Eller råd til at gå ud med vennerne og være social.

Små penge mindsker det sociale liv

Netop et manglende socialt liv er en af de konsekvenser, de unge møder, hvis de ikke ved, hvordan de skal holde orden i økonomien.

Undersøgelse

Lidt over hver tiende i alderen 18 til 30 år mener ikke selv, at de har styr på deres økonomi.

 

Kilde: YouGov på vegne af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

Astrid Gisbøl Melander er formidlingskonsulent i Forbrugerrådet Tænk og var kvinden bag tirsdagens foredrag om privatøkonomi på Sønderborg Produktionsskole. Forbrugerrådet Tænk tager rundt i hele landet og holder foredrag for de unge om forbrugsvaner, lån og hvordan rod i økonomien påvirker trivsel. Hun fortalte til TV SYD under besøget på produktionshøjskolen, at det netop er på grund af de sociale og andre konsekvenser som for eksempel søvnløshed, at de opfordrer de unge til at tale med nogen, hvis de har svært ved at holde kontoen i plus.

- Vi vil rigtig gerne have, at de unge taler om økonomi. Mange af vores undersøgelser viser, at det går udover trivslen, når man ikke taler om at have rod i økonomien. Det vil vi rigtig gerne prøve at undgå ved at tale om det her tabubelagte emne, forklarer Astrid Gisbøl Melander.

Forbrugerrådet Tænk kommer også med andre råd til de unge. Dem kan du læse her.

Mor til økonomi-undsætning

Jens, der studerer på produktionskolen, tog med til foredraget, selvom han har fulgt rådet med at tale om det på forhånd. Han taler med sin mor, der giver råd og erfaring videre, så nu har Jens styr på sin økonomi – også i slutningen af måneden.

- Min mor hjælper for eksempel med at lave en budgetplan over, hvad jeg har, og hvad jeg skal betale, fortæller han.

Lysten til at ødsle penge væk dukker dog stadig op, og det minder ham netop om, hvad han over tiden har lært om økonomien:

- Min mor forstår, hvorfor jeg nogle gange bare har lyst til at brænde penge af. Men jeg har fået en bedre forståelse for nu, hvorfor det er så vigtigt at tale om økonomien.

Astrid Gisbøl Melander var sendt på gulvet af sin arbejdsplads, Forbrugerrådet Tænk, for at give de unge råd til økonomien. Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

Og netop det med at lære over tid er det, Forbrugerrådet Tænk ønsker at sætte de unge i gang med.

- Man skal turde at tage fat i sin økonomi. Man skal ikke være ekspert, når man starter med at gå ud herfra, men man skal have nysgerrigheden til at ville tage sig af den, er opfordringen til de unge fra Astrid Gisbøl Melander.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu