Minister-løfte om at lempe køretids-reglerne

Fem minutter fra eller til ved rattet skal ikke automatisk udløse bøder på tusinder af kroner til danske chauffører og deres vognmænd. Det mener transportminister Hans Christian Schmidt, Venstre.

Transportministeren glæder sig over, at også andre trafikpolitikere på Christiansborg nu ser ud til at være parat til at diskutere bagatelgrænser for køre og hviletidsreglerne.

Ministeren har indkaldt de trafikpolitiske ordførere til møde om sagen, og 50 østjyske vognmænd fik lørdag at høre, at ministeren nu tror på, at køre- og hviletidsreglerne bliver blødt op.

Fornuft i tingene

- Vi skal have lagt en buffer ind, så der bliver fornuft i tingene, hvis chaufføren støder ind i noget uforudset på sin vej. Så skal det selvfølgelig ikke være sådan, at bufferen bliver til en regel. Men det bliver en herlig dag, når vi kan enes om at indføre en bagatelgrænse, sagde transportministeren, da han var gæst på generalforsamlingen i Sydøstjyllands Vognmandsforening i Vingstedcentret.

Vognmænd glæder sig

Vognmændene glæder sig også til den dag, bagatelgrænsen er besluttet og meldt ud til de politifolk, der kontrollerer trafiksikkerheden på de danske veje.
- Det er jo ikke fri køretid og nul hviletid, vi ønsker ? tværtimod. Men vi synes, politiet og retsvæsenet skal bruge kræfterne på at fange og straffe dem, der bevidst og systematisk overtræder reglerne, siger vognmand Per Rasmussen, Klakring, der er formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening.
-Vi finder det urimeligt, at en chauffør får en bøde på 3000 kr. og hans vognmand en bøde på 6000 kr., fordi køretiden blev 10 minutter længere end de tilladte fire en halv time, før chaufføren nåede hen til en rasteplads. Det kan heller ikke være rimeligt, at chaufføren skal holde de lovpåbudte 11 timers hvil efter en arbejdsdag på ni timer plus pauser, hvis han kun er en halv time hjemmefra ? måske sinket af to timers kø på motorvejen, siger Per Rasmussen.