Nabohjælp afslørede tyveknægte

Nabohjælpen slår til igen. To indbrudstyve bliver fremstillet i grundlovsforhør, efter at de blev pågrebet enfter en serie indbrud på Als.

De to mænd, der begge er 20 år, mistænkes for at stå bag en stribe indbrud fra Augustenborg til Nordborg i løbet af natten til søndag - og søndag formiddag.

Deres tyvetogt endte på Hestehavevej i Nordborg. Her iværksatte beboerne deres Nabohjælp-telefonkæde, skriver jv.dk.

I løbet af kort tid havde beboerne fundet indbrudstyvenes bil, og en snarrådig beboer parkerede sin bil, så tyvene ikke kunne køre væk.

De stak af til fods, men en tilkaldt hundepatrulje fik snuset sig frem til de to mænd, som begge er fra lokalområdet.

De to mænd fremstilles kl. 11 i grundlovsforhør i Sønderborg. I mellemtiden leder politiet efter en tredje mand, som mistænkes for at have været med under tyvetogtet.