Flere spande på vej: Nu skal alle til at sortere madaffald

Seks ud af de 14 syd- og sønderjyske kommuner sorterer i dag husholdningsaffaldet. I 2023 skal alle gøre det.

Madrester, køkkenrulle og æggeskaller. Om knap fire år i 2023 skal alt organisk husholdningsaffald indsamles, hedder det i EUs nye affaldsdirektiv, der træder i kraft i 2020.

TV SYD har kontaktet alle 14 syd- og sønderjyske kommuner, og rundspørgen afslører, at seks af dem allerede er i gang, mens resten endnu ikke beder borgerne om at sortere deres organiske affald fra resten af husholdningens affald.

I Horsens, Vejle, Fredericia, Billund, Kolding og Fanø kommuner sorterer borgerne i dag madrester og andet organisk affald fra andet affald. I de otte andre kommuner blandes madresterne med andet affald.

Fredericia adskiller sig i gruppen af de kommuner, som allerede nu sorterer det organiske affald, idet borgerne i fæstningsbyen sorterer den grønne del af madaffaldet som for eksempel frugt, grønt og brødrester. Madrester som fedt, sovs, fisk, kød og pålæg skal i restaffald.

I Kolding sorterer borgerne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld som de første i kommunen. I begyndelsen af 2020 er resten af kommunen med. (Se skema nederst i artiklen)

Ifølge Miljøstyrelsens seneste opgørelse af kommunale ordninger er der på landsplan 31 ud af 98 kommuner, der indsamler organisk affald. 

I gang fra 2020

De kommuner, der endnu ikke praktiserer at sortere organisk affald, har for de flestes vedkommende til hensigt at begynde samtidig med, at EU-direktivet træder i kraft om to år. Formålet med at sortere organisk affald er at flytte affaldshåndteringen højere op i affaldshierarkiet, hvor de øverste niveauer er genbrug og genanvendelse.

- Dette gøres blandt andet ved at forbrænde mindre affald og være bedre til at udnytte de værdier og ressourcer, som er i det, fortæller Anne Elizabeth Kamstrup, kontorchef  i Cirkulær Økonomi & Affald, Miljøministeriet, til TV SYD.

Hvad er organisk affald

  • Organisk affald er alt det affald, der kommer fra planter og dyr. 
  • Organisk affald kan blive til kompostjord, vand og varme.
  • Organisk affald er for eksempel kød, frugter, grøntsager, blomster, brød, mælk og ost, men faktisk også køkkenrullepapir, kaffefiltre og æggebakker. Ikke haveaffald, men dog blomster fra vasen.

Ens regler i EU

Meningen med at indsamle det organiske affald fra husholdningerne er ifølge EUs affaldsdirektiv blandt andet at sikre en effektiv og rationel udnyttelse af naturressourcerne samt beskytte menneskers sundhed. Desuden er det hensigten at ende med ens retningslinjer for optælling og genanvendelse af affald i hele EU.

Ikke nok med, at alt organisk affald skal indsamles fra 2023. Fra 2025 skal 55 pct. af husholdningsaffaldet genanvendes, fem år senere (fra 2030) er det 60 pct., og fra 2035 hele 65 pct.

Miljøstyrelsen har på deres hjemmeside nogle videoer, som viser, hvordan man bedst sorterer sit affald. Her er videoen om organisk affald:

Sådan sorteres der i de syd- og sønderjyske kommuner

Disse kommuner indsamler allerede nu organisk affald:
Horsens

Vejle
Fredericia
Billund
Fanø
Kolding

Sorteres ikke alle steder: Kommer i affaldsbeholder med restaffald. I Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld sorterer de dog allerede, hvor de har fået en affaldsbeholder med to rum.
Ordningen er ved at blive udrullet: Se plan her. I Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld er de gået i gang med at sortere organisk affald.

Disse kommuner sorterer endnu ikke organisk affald:
Hedensted

Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
I 2019 skal der udarbejdes en ny affaldsplan, der bliver implementeret i 2020, som formentlig vil indeholde sortering med organisk affald. Lige nu opstartes et forsøg i et sommerhusområde, hvor det organiske affald skal afleveres på nogle opsatte affaldsstationer, og derudover er der flere kommunale institutioner, der sorterer organisk affald.
Vejen
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Vejen Kommune er helt i begyndelsen af arbejdet. De begynder nok i udgangen af 2020.
Varde
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Pr. 1. september 2019 udrulles sortering af organisk affald gennem en fire måneders periode. Dvs. at alle helårshusstande i kommunen pr. 1. januar 2020 skal sortere organisk affald.
Esbjerg
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Sortering skal udrulles med den nye kontrakt fra efteråret 2020. Her starter man med at implementere sorteringen i en-families boliger, og derefter udrulles det. Det vides ikke endnu, hvornår alle borgere i Esbjerg skal sortere.
Haderslev
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Haderslev Kommune er i gang med at udarbejde en plan for sortering af organisk affald, men de har ikke besluttet, hvornår det skal implementeres.
Aabenraa
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Tønder
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
Skal implementeres omkring årsskiftet 2019-2020.
Sønderborg
Sorteres ikke: Kommer i affaldsbeholder med restaffald.
I 2019 skal der udarbejdes en ny affaldsplan, der bliver implementeret i 2020, som formentlig vil indeholde sortering med organisk affald. Lige nu opstartes et forsøg i et sommerhusområde, hvor det organiske affald skal afleveres på nogle opsatte affaldsstationer, og derudover er der flere kommunale institutioner, der sorterer organisk affald.