Ny aftale giver lidt ekstra penge til Region Syddanmark

Det er konsekvensen af den økonomiaftale, der netop er indgået mellem Danske Regioner og regeringen.

- Med en så smal aftale er det umiddelbart ret nemt at beregne de økonomiske konsekvenser for Region Syddanmark. Det betyder jo, at der ikke bliver luft til nye initiativer af betydning. Omvendt forventer jeg ikke, at aftalen vil udløse besparelser i 2017, da vi lige har været igennem en omfattende sparerunde, siger Regionsrådsformand Stephanie Lose i en pressemeddelelse om aftalen.

Regionsrådsformanden understreger dog samtidig, at udgiftspresset på sundhedsområdet fortsat er en stor udfordring.

- Sundhedsvæsnet presses af dyr medicin, demografi og flere patienter med for eksempel med kræft. Der er samtidig løbende behov for at følge med i udviklingen i behandlingstilbud på internationalt niveau, ligesom vi må forny vores apparatur og sikre tidssvarende sygehuse til vore patienter. Og alt i alt kan det ikke håndteres med meget lave vækstrater, regionsrådsformanden.

De fem regioners økonomi udvides samlet set med 460 mio. kr. i forhold til niveauet i 2016. Pengene stammer fra et allerede aftalt løft på 320 mio. kr. til øget kapacitet og initiativer på kræftområdet samt 140 mio. kr. til et generelt løft. Samtidig skal regionerne dog præstere to procents yderligere produktivitet svarende til 1,3 mia. kr.