TV der bevæger dig

Ny bokseklub vil sende problemer til tælling

Eigil Jørgensen træner de unge i boksning. Han er ikke hr. hvem-som-helst i boksekredse. Han var landstræner for amatørbokserne i Danmark fra 1988 til 2001.

Tidligere bokselandstræner i spidsen for nyt tilbud til børn og unge, der skal lokkes ind i foreningslivet og væk fra gadens fristelser.

De unge kommer her lige efter skoletid, og det betyder, at de ikke bare tager hjem og render rundt på gaden. De får noget fornuftigt at give sig til.

Eigil Jørgensen, boksetræner, Esbjerg

- Venstre-højre-højre-venstre. Sådan der, ja!

Neslihan Gültekin rammer trænerens handsker så hårdt, som hun kan. Hun er en af de børn og unge, der er kommet for at se nærmere på et nyt tilbud i Esbjerg. En bokseklub – eller helt rigtigt: En bokseforening – for børn og unge fra 4. klasse til 9. klasse. 

- Jeg vil gerne lære noget sport, hvor jeg kan forsvare mig selv, siger Neslihan Gültikin.

Hun går på Bakkeskolen, hvor bokseforeningen holder til. Med en rigtig nyindkøbt boksering. Masser af boksehandsker, sandsække, sjippetov osv. Der er foreløbig købt ind til 15 medlemmer.

Neslihan Gültekin er en af de unge, der er begyndt at bokse i foreningen IFA i Esbjerg. Foto: Finn Grahndin

Foreningen hedder IFA – Idræt For Alle. Tilbuddet er netop blevet præsenteret lørdag. De børn og unge, der er kommet, får en introduktion i bokserens grundstilling, slag – og konditions- og koordinationstræning. Der bliver svedt igennem. Under opmuntring fra træner og boksere fra byens bokseklub EBBK.  

Det er Bydelsprojektet 3-i-1, der står bag. Her arbejder man især i de udsatte områder i byen. For eksempel ghettoen Stengårdsvej, der ligger i nærheden.

- Vi håber på, at det her er med til at modvirke det dårlige image, der har været for området. De unge kommer her lige efter skoletid, og det betyder, at de ikke bare tager hjem og render rundt på gaden. De får noget fornuftigt at give sig til, siger træneren Eigil Jørgensen, der også arbejder i bydelsprojektet 3-i-1.  

Boksningen sker i samarbejde med Bakkeskolen, der lægger lokaler til.

- Vi er kun glade for, at skolen kan lægge lokaler til endnu en god aktivitet. Jo flere desto bedre, siger pædagogisk leder Christian Varming.

Træneren Eigil Jørgensen sparrer med Ahmad Munir, der slår en proper næve i trænerens handsker.

Skoleeleven ved det nok ikke, men Eigil Jørgensen er ikke just hvem-som-helst i boksekredse. Han var landstræner for amatørbokserne i Danmark fra 1988 til 2001 og har trænet så store navne som Mikkel Kessler, Brian Nielsen og Johny Bredahl. Han sluttede sin trænerkarriere i bokseklubben BK Wedala i Vejle. Men det er tydeligt, at den 66-årige mand nyder at være i aktion igen.

Og Ahmad Munir nyder det også.  

- Det er lige noget for mig, siger han begejstret.

Foreningen har fået et medlem mere. Og den er kun lige startet.  

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden