TV der bevæger dig

Nye poser skal løse maddike-plagen i Horsens-skraldespande

Som bebudet i TV SYD onsdag aften vil Horsens Kommune løse problemet med maddiker i skraldespande hurtigst muligt - og det skal ske med nye poser til madaffald.

Problemet med maddiker i skraldespandene hos borgere i Horsens Kommune skal løses hurtigst muligt, sagde formanden for Horsens Kommunes teknik- og miljøudvalg, Ole Pilgaard Andersen (DF) i TV SYD i aftes.

Der arbejdes nu på en løsning, der indebærer en ny type poser til madaffald. Det fortæller Horsens Kommune torsdag formiddag i en pressemeddelelse.

Hidtil er madaffald havnet i en papirspose i en skraldespand på husstanden, men det har vist sig, at fluerne dermed har haft for nem adgang til affaldet – især kødaffald – og dermed også har kunnet lægge æg. Det problem skal løses, og en ny type poser til madaffald kan være løsningen.

Læs også Skraldespande fyldt med levende maddiker - Det skal der gøres noget ved

 

- De billeder og videoer, vi har set de seneste dage og uger af maddiker, der kravler rundt i skraldespandene, kan vi ikke være tjent med. Det er ulækkert og er absolut uacceptabelt. Derfor har vi besluttet, at vi hurtigst muligt skaffer miljørigtige plastikposer til madaffald, så vi har et alternativ til papirsposerne. Vi ved, at nogle er glade for papirsposerne, og derfor arbejder vi på, at borgerne kan få en valgmulighed, siger Ole Pilgaard Andersen.

Han tilføjer, at den nye løsning vil blive indført hurtigst muligt.

- Og vi mener hurtigst muligt, hvilket vil sige så snart, vi har fundet en leverandør af et miljørigtigt og effektivt pose-alternativ, som kan håndteres i sorteringsanlæggene og efterfølgende i biogasanlæggene, siger Ole Pilgaard Andersen.

Han understreger, at hvis det er nødvendigt med yderligere tiltag for at komme maddikerne til livs, vil de blive taget, fordi maddike-problemet skal løses.

Indtil da kan man, hvis man har problemer med fluer og maddiker, henvende sig til Affald & Genbrug og få udleveret duftblokke til skraldespandene. Duftblokkene kan hjælpe til at holde fluerne væk.

 

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden