Nyt knivoverfald i Esbjerg

To knivoverfald på et døgn. Politiet efterlyser vidner.

Søndag eftermiddag blev to mænd overfaldet af tre-fire andre mænd i Esbjerg. Overfaldsmændene kørte væk fra området i en mellemblå bil, mens de to ofre kørte i en blå bil. Efter overfaldet kørte begge ad Sædding Ringvej imod Gjesing. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Få minutter senere kom to mænd ind på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, begge med slagskader. Den ene havde også et knivstik, dog ikke livstruende.  

Overfaldet skete kl. 13.53 i krydset Sædding Ringvej-Smedevej. Politiet afspærrede området for trafik, mens de med hunde søgte efter eventuelle gerningsvåben og spor. 

Også lørdag aften blev en mand overfaldet og stukket med kniv ikke langt fra det nye overfaldssted. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om et bandeopgør.

Politiet hører gerne fra alle, der måtte have oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.

Søndag eftermidag afspærrede politiet Sældding Ringvej i Esbjerg mens de ledte efter spor efter et nyt knivoverfald i byen. 
Søndag eftermidag afspærrede politiet Sældding Ringvej i Esbjerg mens de ledte efter spor efter et nyt knivoverfald i byen. 
Foto: Michael Nielsen, TV SYD