Orner fik lysten tilbage

Æg styrker potensenhos svin, viser et forsøg på en gård ved Brørup.

Brian og Ingeborg Holm, der producerer økologiske æg og svin på en gård ved Brørup, havde problemer med at få deres orner til at parre sig med søerne.

Hverken motion, sol, mudderbade eller yngre modeller gav ornerne lyst.

Men så kom Ingeborg Holm i tanke om, at hun under sit sygeplejerskestudium havde lært, at æg indeholder et potensfremmende stof. Og derefter var der ikke langt fra tanke til handling

- Vi anskaffede et gasblus og en kæmpegryde, fyldte den med æg, kogte dem, serverede dem til ornerne og ventede spændt på resultatet. Og allerede senere på dagen var der gang i den, siger Ingeborg Holm til FoodCulture.

Hun fortæller, at ornerne, efter at have spist sig mætte i kogte æg, kunne klare op til seks søer på en dag. Men også for søerne har de kasserede æg vist sig at have en vis nytteværdi.

- Vi giver også søerne en ordentlig omgang æg, for proteinet stimulerer nemlig ægløsningen, siger Ingeborg Holm.

Endnu en god grund til at vælge økologi, siger Brian og Ingeborg Holm, som altid selv spiser økologiske æg og i øvrigt har syv børn.