TV der bevæger dig

Patient gik amok - tre skadet

1 af 3

En patient gik søndag aften amok på psykiatrisk afdeling på Kolding Sygehus. Tre ansatte, som forsøgte at pacificere ham, fik slag og skub af den voldelige patient, som efter TV SYDs oplysninger er indlagt på en behandlingsdom.

Flere problemer

- Vi ser flere og flere retslige patienter på almindelige psykiatriske afdelinger, siger afdelingssygeplejerske Nils Esse, afdeling H5. Og det giver problemer.

- Mange af disse patienter er meget stærke og manipulerende. Derfor kræver det særlige metoder at håndtere dem - og de midler har vi ikke på en almindelig psykiatrisk afdeling.

Politianmeldes

Nils Esse oplyser, at episoden søndag var "så grim og voldsom", at den formentlig vil blive politianmeldt. Specielt fordi det tyder på, at patienten var påvirket af stoffer.

- Vi er altid forsigtige med at politianmelde, hvis en voldsepisode hænger sammen med patientens sygdom. Men i tilfælde som disse, hvor vi tror, der er tale om stoffer, vil det være selvfølgelig at sagen anmeldes til politiet.

Bekræfter episode

Sygeplejefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark, Ole Ryttov, Middelfart, bekræfter, at der har været en episode. Han ønsker ikke at oplyse, hvad der er sket med de tre ansatte - eller om episoden er meldt til politiet.

Knytnæveslag i hovedet

TV SYD erfarer, at den voldelige patient først skubber voldsomt til en af de ansatte, så vedkommende tumler ind i væggen. Derefter springer en anden op på ryggen af ham, men får to knytnæveslag i ansigtet. Den tredie ansatte bliver væltet om på gulvet og får sit baghovedet banket ned i gulvet.

Alle tre skulle angiveligt være behandlet på skadestuen efter episoden.

Kurser i konflikthåndtering

Ifølge TV SYDs oplysninger skulle den voldelige patient være dømt til behandling. Afdelingen i Kolding har forgæves forsøgt at få ham overført til Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart, men den har ikke ønsket at modtage ham. På Retspsykiatrisk Afdeling skulle personalet have bedre muligheder for at sikre sig mod den slags patienter.

- Alle overflytninger foregår efter lægelige vurderinger, siger Ole Ryttov, som dog understreger, at han udtaler sig helt generelt.

- I øvrigt er vort personale veluddannet, bl.a. med kurser i konflikthåndtering, så den slags episoder kan taget i opløbet.
Han mener ikke, at vold mod personale på psykiatriske afdeling er stigende.

Normal sikkerhedsprocedure

- Der har været udført den normale sikkerhedsprocedure, siger Ole Ryttov til TV SYD. Bl.a. med samtaler mellem de ansatte. - Sagen har været kørt helt efter bogen, tilføjer han.

Flere senge i Middelfart

Han nævner dog, at Region Syddanmark om kort tid begynder udvidelse af afdelingen i Middelfart, hvor ikke mindst sengeafsnittet bliver meget større. Om det kan afværge episoder som den i Kolding søndag, vil han ikke gætte på.

Ved byggeriet i Middelfart skal der laves 70 nye sengepladser. Men samtidig nedlægges 15 pladser i Hvidding.

Ikke plads til alle

- Vi kan være i tvivl om der er plads til alle de retslige patienter, siger Nils Esse, Kolding.

Han henviser til en statistik i fagbladet Sygehplejersken, som opgør, at et meget stort antal retslige patienter henvises til almindelige psykiatriske afdelinger.

- Disse retslige patienter kan samles i flok og være et meget stort problem på en almindelig afdeling. Men vi håber, at nybyggeriet i Middelfart kan løse de værste problemer, noterer han.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden