TV der bevæger dig

Patientskadeerstatninger, der allerede er blevet udbetalt, bliver nu fredet

Jørn Buch fik i første omgang tildelt en erstatning på 271.000 kroner, men da han senere ankede en del af afgørelsen, besluttede Ankenævnet for Patienterstatningen, at han skulle betale det hele plus 49.000 kroner i sagsomkostninger tilbage. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Har du først fået udbetalt en erstatning for en skade, du er blevet påført i sundhedsvæsenet, så kan du ikke længere risikere at skulle betale pengene tilbage. Det har et bredt flertal i Folketinget netop besluttet.

Patientskadeerstatninger, der allerede er blevet udbetalt, skal fredes, så de ikke senere kan kræves tilbagebetalt. Samtidig udvides erstatningsordningen, så en række områder, der ikke er omfattet i dag, nu medtages.

Vi har desværre set eksempler på syge mennesker, som pludselig – lang tid efter de har fået udbetalt en erstatning – bliver mødt med krav om at betale pengene tilbage. Det er ikke rimeligt.

Ellen Trane Nørby, sundhedsminister, (V), Sønderborg

Det er sundhedsminister Ellen Trane Nørby og regeringspartierne i dag blevet enig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om. 

Har du først fået udbetalt en erstatning for en skade, du er blevet påført i sundhedsvæsenet, så skal du ikke på et senere tidspunkt kunne risikere at skulle betale pengene tilbage, fordi sagen bliver omgjort i forbindelse med en anke fra eksempelvis regionen, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet tirsdag aften til TV SYD.

- Vi har desværre set eksempler på syge mennesker, som pludselig – lang tid efter de har fået udbetalt en erstatning – bliver mødt med krav om at betale pengene tilbage. Det er ikke rimeligt. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at det er lykkedes at finde en fredningsmodel og en model, der også udvider ordningen, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse. 

Læs også Fejlopereret taber retssag om at beholde erstatning

Ikke alle få glæde af ændringen

Det er dog langt fra alle patienter, der kommer til at få glæde af ændringerne.

Jeg er glad for det kommer nogen til gode, men ked af jeg ikke får noget ud af det, da jeg er undtaget for reglen på grund af, jeg jo selv har anket afgørelsen.

Jørn Buch, pensionist, Haderslev

På TV SYD har vi flere gange fortalt om Jørn Buch fra Haderslev, der efter en kræftooperation i 2014 vågnede op uden sit venstre ben.

Jørn Buch fik i første omgang tildelt en erstatning på 271.000 kroner, men da han senere ankede en del af afgørelsen, besluttede Ankenævnet for Patienterstatningen, at han skulle betale det hele plus 49.000 kroner i sagsomkostninger tilbage.

På det tidspunkt havde han for længst brugt pengene på genoptræning og hjælpemidler, men det blev der ikke skelet til i afgørelsen.

Jørn Buch har anket afgørelsen til Landsretten, men det er ikke sikkert, at han får glæde af den nye aftale, fordi ændringerne ikke gælder gamle sager.

- Jeg er glad for det kommer nogen til gode, men ked af jeg ikke får noget ud af det, da jeg er undtaget for reglen på grund af, jeg jo selv har anket afgørelsen, siger Jørn Buch til TV SYD.

Udvidelse af patienterstatningsordningen

Udvidelsen af patienterstatningsordningen betyder, at alle skader, der forårsages af autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar, vil være omfattet af ordningen. Udvidelsen sker for at lukke nogle af de ”huller”, der er i lovens dækningsområde i dag. Desuden bliver psykiske lægemiddelskader også omfattet af patienterstatningsordningen.

Fredning af tidligere udbetalte erstatninger

Aftalen betyder, at man freder udbetalte patienterstatninger, så de kun kan kræves tilbagebetalt, hvis det er patienten selv, der har anket afgørelsen, og kun den konkrete påklagede afgørelse kommer i spil ved en ankesag – ikke tidligere afgørelser i sagsforløbet, som ikke er blevet anket. Desuden forkortes ankefristen til én måned, så den svarer til udbetalingsfristen.

Hvis patienten undervejs i sagsforløbet har tilbageholdt oplysninger eller givet urigtige oplysninger, der har haft afgørende betydning for afgørelsen, kan patienten ikke beholde pengene, hvis afgørelsen omgøres i forbindelse med en ankesag.

En udbetalt erstatning kan dermed ikke kræves tilbagebetalt, hvis det er den erstatningsansvarlige, eksempelvis regionen, der anker.

De nye fredningsregler

Hvornår er en tilkendt erstatning fredet?

a) Hvis hverken patienten eller regionen anker afgørelsen om erstatning
b) Hvis regionen anker afgørelsen om erstatning, men patienten ikke anker

Hvornår er en tilkendt erstatning ikke fredet?

c) Hvis patienten selv anker afgørelsen om erstatning, og ankenævnet omgør sagen til skade for patienten. Erstatninger, der er tilkendt i samme sag efter afgørelser, der ikke er anket, kan patienten stadig beholde. 

Læs også Fejlopereret - nu fratages han erstatning

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden