Pinsen giver ekstra pres på de lokale veje

De tre pinsefridage i denne weekend vil betyde ekstra pres på både lande- og motorveje i Syd- og Sønderjylland.

Mange skal i sommerhus eller på familiebesøg, og det betyder, at der i løbet af ferien kan være dage med øget trafik på vejene på tværs af landet.

Vejdirektoratet forventer derfor flere biler på vejene end normalt fredag eftermiddag og i de tidlige aftentimer.

Det kan give kødannelser og forlænget rejsetid på især Østjyske Motorvej omkring byerne i Trekantområdet og ved Aarhus, og Sønderjyske Motorvej mod Tyskland.

Lørdag vil det primært være i og omkring de store byer, samt på strækninger mod sommer- og feriehusområder på vestkysten, at trafikken vil være tættest. 

2. pinsedag, mandag vil hjemrejsetrafikken hovedsageligt bevæge sig fra Jylland mod Sjælland samt nordover fra Tyskland mod henholdsvis Trekantområdet og København. 

Normalt fordeler hjemrejsetrafikken sig nogenlunde jævnt over hele eftermiddagen og aftenen uden større forsinkelser, men man skal dog være opmærksom på, at jo bedre vejret er, jo senere på dagen vælger de fleste at rejse hjem.

Følg de aktuelle varslinger i trafikken på www.tvsyd.dk/trafik