Politiet løslader mand efter ny påsat brand

En brand ved en container i Sønderborg førte lørdag aften til anholdelse af en 23-årig mand. Politiet vurderer dog ikke, at han har noget at gøre med de seneste påsatte brande i byen.

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt manden efter, at der klokken 23.30 lørdag blev sat ild til nogle aviser ved en container på Hvedemarken i Sønderborg.

Den 23-årige mand er sigtet for den påsatte brand, men bliver nu igen løsladt, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Dermed er de 10 påsatte brande, der gennem den seneste uge har været i Sønderborg, fortsat uopklaret.

De to seneste brande skete natten til fredag og gik bl.a. ud over et cykelskur tæt ved en børnehave.

Lokalpolitiet i Sønderborg har øget patruljeringen i området og opfordrer alle borgere til, at holde ekstra øje og kontakte politiet på 1 1 4, hvis de har oplysninger i sagen.