Politiet satte flere patruljer ind mod spyttende unge

Politiet rykkede lørdag aften ud til strand i Fredericia, hvor flere unge generede og spyttede på betjentene

Lørdag aften rykkede Sydøstjyllands Politi ud med flere patruljevogne, da mange unge gav uro på Østerstrand i Fredericia.

quote

Der var nogle af de unge, som spyttede på betjentene

Jørn Lindhardt, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

- Vi fik opringninger om, at der var mange larmende unge på stranden. Der var op mod 200 unge, og de dæmpede sig ikke, fordi vi kom til stedet. Tværtimod var der nogle af de unge, som spyttede på betjentene og råbte grimme ord til dem, siger Jørn Lindhardt, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Sigtelser

Den slags finder politiet sig selvfølgelig ikke i.

- Det var unge mellem 14 og 17 år, som ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. De, som var gamle nok, blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Nogle er også sigtet efter paragraf 121, som handler om fornærmelig tiltale mod tjenestemænd, siger Jørn Lindhardt.